EL-profil til Pia K.: Undersøg DF-sag
Alt skal frem i lyset, mener Enhedslisten, der beder Folketingets formand undersøge DF's brug af EU-penge.
Enhedslistens medlem af Folketingets øverste ledelse, Christian Juhl, har bedt Folketingets formand om at lave en redegørelse over DF's brug af EU-midler, efter at partiet har valgt at tilbagebetale 200.000 kroner, fordi de muligvis er brugt i strid med EU's regler.
Enhedslistens medlem af Folketingets øverste ledelse, Christian Juhl, har bedt Folketingets formand om at lave en redegørelse over DF's brug af EU-midler, efter at partiet har valgt at tilbagebetale 200.000 kroner, fordi de muligvis er brugt i strid med EU's regler. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv


Dansk Folkeparti står med en sag, som rokker ved danskernes tillid til politikerne. Det mener Enhedslistens medlem af Folketingets øverste ledelse, Christian Juhl.

Han har derfor bedt Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), om at lave en redegørelse over DF's brug af EU-midler.

Det sker, efter at partiet har valgt at tilbagebetale 200.000 kroner, fordi de muligvis er brugt i strid med EU's regler.

Siden har DF oplyst, at partiet vil tilbagebetale op mod en halv million kroner.

- Det er virkelig noget, som folk ryster på hovedet af, når der sker fiflerier med offentlige penge. Især når det er politiske partier, siger Christian Juhl.

- Vi kan jo se, hvordan tilliden til politikere er dalet de sidste mange år netop på grund af sådan nogle historier. Derfor skal vi have det hele frem på bordet.

Sekretariatet for Folketingets formand oplyser i en mail, at forventningen er, at støttereglerne vil blive drøftet på næste møde.

Om der ligefrem kommer en redegørelse, er dog endnu ikke sikkert.

- Nu hvor et præsidiemedlem offentligt efterlyser en drøftelse i præsidiet, er det forventningen, at sagen vil komme på dagsordenen på præsidiemødet i november som en generel drøftelse af præsidiets rolle og ansvar i forhold til gruppestøtteregnskaberne, lyder det.

De 200.000 kroner blev bevilget til to EU-konferencer gennem den europæiske gruppe Meld, som Dansk Folkeparti var en del af.

Tirsdag eftermiddag oplyser partiet dog, at op mod 300.000 kroner yderligere forventes at blive tilbagebetalt.

Det var det danske medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF), som afholdt konferencerne.

Men alle deltagerne var politikere eller ansatte hos Dansk Folkeparti, og konferencerne blev holdt samtidig med partiets sommergruppemøder på de samme hoteller i 2014 og 2015.

Støttekroner fra EU må ifølge reglerne hverken direkte eller indirekte finansiere nationale partier.

EU's antisvindelenhed, Olaf, er gået ind i sagen om EU-midlerne, som oprindeligt startede i november sidste år.

Her kom det frem, at DF brugte EU-penge på en skonnerttur rundt til 16 danske havne under kommunalvalget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.