Finansministeriet har flere dokumenter liggende, som viser, at der er et reelt lønopgør på vej i den offentlige sektor. Både Jyllands-Posten og Politiken har fået fingre i papirer, der viser, at kampen mod lærernes arbejdsvilkår kan være det første i en række.
- Dokumentationen viser, at Finansministeriets og KL's koordinerede angreb på lærernes arbejdstidsregler er et led i en samlet strategi for at forringe løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte, siger Per Clausen, gruppeformand hos Enhedslisten.
- Hvis angrebet på lærerne lykkes, vil det blive fulgt op af nye angreb på andre grupper af offentligt ansatte. Derfor er det afgørende, at der sættes en stopper for Corydons plan, lyder det fra Per Clausen.
Dokumenterne viser blandt andet, at Finansministeriet med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen har indgået en såkaldt resultatkontrakt med Moderniseringsstyrelsen, som varetager effektiviseringerne i den offentlige sektor.
Kontrakten ophøjer overenskomstforhandlingerne, OK13, til det vigtigste middel til at trimme udgifterne i staten.
- Corydon vil gøre den offentlige sektor til en discount-sektor. Det vil forringe den offentlige service og de solidariske ordninger, som den offentlige sektor står for. Det vil være en katastrofe, siger Per Clausen.
Han opfordrer medlemmerne af Socialdemokraterne og SF til at "stoppe Corydons angreb på den offentlige velfærd og den frie forhandlingsret for de offentligt ansatte".
Arbejdsmarkedseksperter mener, at det nu er dokumenteret, at regeringen har indledt en offensiv mod de statsansatte lønmodtageres løn- og arbejdsvilkår.
Bjarne Corydon serdog ikke noget problem i, at Finansministeriet kigger grundigt på indretningen af løn- og arbejdsvilkår. Han afviser overfor Politiken også analysen af, at andre faggrupper kommer til at stå for skud på linje med lærerne.
/ritzau/