EL advarer regeringen: Dumt at bruge ulandsmidler til asyl
Socialdemokraterne og De Radikale er parat til at bruge ulandsbistand på næste års asylregning.
Regningen for ekstraudgifter til asylsøgere i 2016 kan ifølge SR dækkes ved at bruge ulandsmidler. Men det er en dårlig idé, mener Enhedslisten. Genrefoto
Regningen for ekstraudgifter til asylsøgere i 2016 kan ifølge SR dækkes ved at bruge ulandsmidler. Men det er en dårlig idé, mener Enhedslisten. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Der er ingen tvivl om, at der skal findes penge til at dække regningen for ekstraudgifter til asylsøgere, der kommer til Danmark.

Men pengene skal ikke tages fra ulandsbistanden, lyder det fra Enhedslisten, efter at regeringspartierne lørdag i Politiken melder ud, at man for andet år i træk vil bruge ulandsmidler til at betale asylregningen.

- Asylsøgerne skal hjælpes, men det er en umådelig dårlig idé at bruge penge, som skal forebygge flygtningestrømmene til denne udgift. Pengene til asylsøgere må vi finde et andet sted, siger Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Socialdemokraterne og De Radikale planlægger at hente penge fra ulandskassen, så der bliver råd til udgifter for asylsøgere og stigende velfærdsomkostninger.

Det fremgår ifølge Politiken af den økonomiske redegørelse, som regeringen fremlagde i sidste uge, og metoden blev brugt i november sidste år, da regeringen indgik aftale med SF og Enhedslisten om finansloven for 2015.

I den nye økonomiske redegørelse venter regeringen ud fra en foreløbig opgørelse, at der bliver ekstraudgifter på 1,5 milliarder kroner og skriver, at "en væsentlig del af merudgifterne på asylområdet" forudsættes i "vid udstrækning at kunne finansieres via omprioriteringer inden for den samlede udviklingsbistand".

Men Enhedslisten er ikke begejstret for den udsigt.

- Vi risikerer, at S og R vil tage penge fra den livsvigtige strategiske udviklingsbistand. Dermed rammer de direkte verdens fattigste. Det er dumt, meget dumt, siger Christian Juhl.

Også SF er skeptisk, udtaler partiets finansordfører, Jonas Dahl, til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.