Ekspert: Politisk millimeterstyring giver tandløst tv-drama
Ifølge lektor i medievidenskab er der intet forkert i, at tv-serier som "1864" er politisk kontroversielle.
DR's serie "1864" er nu blevet genstand for en politisk diskussion. (arkivfoto)
DR's serie "1864" er nu blevet genstand for en politisk diskussion. (arkivfoto) Foto: Arnesen Dr/per/Polfoto


Dannebrog blødte i dramaserien "1864", hvor konsekvenserne af den danske nationalisme blev sat på spidsen over otte afsnit i bedste sendetid på DR.

Serien var tænkt som et politisk drama og et slag mod Dansk Folkeparti, lyder det i dag fra medskaber og tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold, og den intention er der ifølge ekspert i public service-lovgivningen intet i vejen for.

- Hvis det havde været et nyhedsprogram, så ville det ikke være i orden i forhold til public service-lovgivningen.

- Men når det drejer sig om en dramaproduktion, er det faktisk nødvendigt, at programmerne også behandler politisk kontroversielle emner, siger Henrik Søndergaard, lektor i medievidenskab fra Københavns Universitet.

Kulturminister Bertel Haarder (V) finder det ellers "uheldigt", at kunst og kultur præges af politiske hensigter. Men den tankegang kan føre søvnigt drama med sig, lyder det fra Henrik Søndergaard.

- Konsekvensen ville være, at man formentlig ville få nogle meget tandløse programmer, som ville være meget uinteressante at se på, fordi de ikke ville indeholde relevante emner for den tid, vi lever i.

- Det vil være tandløst og kedeligt, hvis man ville foretage en millimeterdemokratisk styring af fiktionsproduktionerne.

Han finder det langt fra overraskende, at kulturministeren udtaler sig, som han gør, og at Dansk Folkeparti nu vil have et samråd for at "granske råddenskaben" i DR. Den slags kritik har lydt siden 1968, da der blev tordnet mod "de røde lejesvende i DR".

Også nyere DR-programmer er kommet i klemme - som eksempelvis "Gift ved første blik", der har fået kritik af flere præster.

- Her er meningen at udfordre vores forestilling om, hvad det er, vi gør med vores parforhold, hvilket er en relevant, samfundsmæssig diskussion, siger Henrik Søndergaard om det konkrete program.

Han finder sådanne diskussioner centrale for en public service-institution og mener, at kritikken først særlig alvorlig, hvis den kommer fra både DR's egen bestyrelse og kulturministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.