Egyptens præsident, Mohamed Mursi, får svært ved at beholde sin magtfulde post oven på de seneste dages uroligheder i landet.
Det vurderer mellemøstekspert Rasmus Alenius Boserup, der forsker i arabiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
- Bliver demonstranterne ved, kan Mursi ikke blive siddende. Han kan ikke blive ved med at regere et land med 10-14 millioner mennesker på gaden. Alt er paralyseret, og det kollapser lynhurtigt, siger Rasmus Alenius Boserup.
Han understreger, at alt stadig er uforudsigeligt. Fortsætter demonstrationerne med at tage til i styrke, er Mursi dog formentlig snart fortid som præsident.
- Hvis de tal, vi får ind, er rigtige, så er det nærmest dobbelt så mange mennesker som dem, der fik Hosni Mubarak ud. Er det sagen, bliver Mursi presset ud, eller også går han selv, for det meget svært at sidde sådan et pres overhørigt, siger Rasmus Alenius Boserup.
Han henviser til, at Egyptens tidligere præsident Mubarak blev tvunget af magten efter 18 dage under Det Arabiske Forår i 2011.
Mandag krævede arrangørerne af demonstrationerne, græsrodsbevægelsen Tamarod, Mursis afgang inden tirsdag klokken 17, "ellers vil det blive starten på en komplet civil ulydighedskampagne", lød det i en erklæring.
Mindst syv personer er dræbt og flere end 600 blev såret under søndagens uroligheder, mens hovedkvarteret for Det Muslimske Broderskab, som Mursi er tilknyttet, blev stormet og sat i brand af unge demonstranter i en forstad til den egyptiske hovedstad, Kairo.
Fire ministre i regeringen har allerede meldt deres afgang oven på de seneste dages uroligheder.
Mursi selv har gennem en talsmand erkendt, at han har begået fejl og tilføjede, at han er parat til at rette op på dem, ligesom han er villig til dialog. Han agter dog ikke at træde tilbage.
/ritzau/