Ekspert: Eriksen kan profitere af Krohn-Dehlis skade
Christian Eriksen og Michael Krohn-Dehli har ofte søgt mange af de samme områder på banen, siger Morten Bruun.
Christian Eriksen kan få gavn af, at Michael Krohn-Dehli er skadet, siger fodboldekspert Morten Bruun.
Christian Eriksen kan få gavn af, at Michael Krohn-Dehli er skadet, siger fodboldekspert Morten Bruun. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO

Det kan blive en fordel for Christian Eriksens spil, at Michael Krohn-Dehli ikke er med i fodboldlandsholdets opgør mod Sverige lørdag aften i Stockholm.

Det siger tidligere landsholdsspiller og nuværende fodboldekspert på 6'eren Morten Bruun.

- Måske kan Christian Eriksen profitere af Krohn-Dehlis fravær. Der har været en tendens til, at de løb ind i mange af de samme områder. Så jeg ser det ikke som noget stort tab for det danske landshold, siger Morten Bruun.

Fodboldeksperten er heller ikke sikker på, at Michael Krohn-Dehli ville have startet inde, selv om Sevilla-spilleren har været i startopstillingen i årets første otte landskampe.

- Jeg tror, at Michael Krohn-Dehli ville have været på vippen uanset hvad. Han har præsteret dårligt på det danske landshold på det seneste, mener Morten Bruun.

Flere spillere er i spil til at udfylde den plads på holdkortet, som Krohn-Dehli måske ville have haft.

Det kan både blive en kantspiller, som rykker Christian Eriksen ind på midten, men det kan også være en mere central midtbanespiller, som sender Christian Eriksen på ud på venstrekanten.

- Hvis det for eksempel bliver Højbjerg, som erstatter Krohn-Dehli, bliver Christian Eriksen rykket ud mod venstre.

- Men det kan også blive en hurtigere spiller som Nicolai Jørgensen, så vi har to hurtige fløje, siger Morten Bruun, der helst ser Eriksen placeret i venstre side.

- Jeg hører ikke til dem, der synes, at Christian Eriksen ubetinget skal spille pladsen som 10'er (bagved den forreste angriber, red.).

- Jeg hører til dem, der husker kampen nede i Serbien (Danmark vandt 3-1, red.), hvor han havde sit klare udgangspunkt på venstrekanten, og det, synes jeg, var både Christian Eriksens og Danmarks bedste landskamp i nyere tid, siger Morten Bruun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.