Skadet Pione Sisto bliver ikke klar til EM-playoff
FC Midtjylland-spilleren Pione Sisto er skadet og når ikke at blive klar til playoffkampene mod Sverige.
Efter undersøgelser har Pione Sisto (tv.) forladt landsholdslejren, da den danske landsholdsspiller ikke kan nå at blive klar til playoffkampene mod Sverige, oplyser DBU.
Efter undersøgelser har Pione Sisto (tv.) forladt landsholdslejren, da den danske landsholdsspiller ikke kan nå at blive klar til playoffkampene mod Sverige, oplyser DBU. Foto: LUNDBERG/DBU JOHANNA/POLFOTO


Efter lægeundersøgelser har Pione Sisto forladt landsholdslejren, da den danske landsholdsspiller ikke kan nå at blive klar til playoffkampene mod Sverige, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Mandag var Pione Sisto ellers mødt op i Helsingør, men han var ikke klædt i den blå træningsdragt som de øvrige danske spillere. I stedet var han iført et sort jakkesæt.

Søndag var Pione Sisto ikke med i truppen for FCM, da midtjyderne vandt med 5-1 på hjemmebane over Esbjerg i Alka Superligaen.

OB's Rasmus Falk blev mandag middag indkaldt som gardering for FC Midtjyllands Pione Sisto, som på forhånd var meldt usikker til kampene mod Sverige.

Rasmus Falk står noteret for en A-landskamp, da han afløste Michael Krohn-Dehli i VM-kvalifikationskampen mod Malta i september 2013.

Olsen udtog også Thomas Delaney, Morten "Duncan" Rasmussen tidligere mandag og råder nu over samlet 25 spillere, der udgør truppen mod Sverige i to kampe 14. og 17. november.

Størstedelen af truppen trænede sammen mandag eftermiddag på Helsingør Stadion, men der var tale om en meget let træning, fordi mange af spillerne var i kamp søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.