Super service på hotellet på Gran Canaria, skoene er slidstærke og behagelige, en storbyferie i Bratislava kan stærkt anbefales.
Rosende omtale på hjemmesider som eksempelvis danske Trustpilot eller udenlandske onlinetjenester med danske websites, som for eksempel Hotels.com, skal være til at gennemskue for forbrugerne.
Derfor er Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk, Dansk Erhverv, Danske Medier, Foreningen for Dansk Internethandel og DI Handel blevet enige om en række nye retningslinjer for brugeranmeldelser, som træder i kraft 1. maj.
- Brugeren skal gøre opmærksom på det, hvis han er blevet belønnet for en anmeldelse. Og så skal den virksomhed, der samler oplysningerne ind, skrive i deres vilkår, at brugerne skal angive det, hvis de er blevet belønnet, forklarer Bo Dalsgaard, chefkonsulent i Dansk Erhverv, til Newspaq.
De nye retningslinjer kommer i kølvandet på en række problemer med falske anmeldelser og stigende tendens til, at flere firmaer yder gratis services eller betaler brugere for at gå til tasterne med anmeldelser af en virksomheds produkter eller ydelser.
Tidligere har der ikke været klare regler for brugeranmeldelser, og derfor risikerer potentielle kunder at foretage køb, der ikke er baseret på en uvildig anmeldelse.
Grundlæggende handler de nye regler om at sikre gennemsigtighed og troværdighed, og at internetanmeldelserne skal flugte med markedsføringslovens bestemmelser om skjult reklame. Det forklarer jurist i interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk, Jakob Steenstrup.
- Hovedansvaret kommer til at ligge hos de erhvervsdrivende. Men en anmelder vil potentielt også kunne gøres medansvarlig for ikke at oplyse om eventuelt sponsorerede indhold. Bliver betingelserne ikke opfyldt, så er det en overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser om skjult reklame, og det kan medføre bøder efter markedsføringsloven. Så det er ikke en gratis omgang, siger han til Newspaq.
Jakob Steenstrup kalder de nye regler for et godt skridt i den rigtige retning. Men om det er nok til at sikre gennemsigtighed, er for tidligt at sige, mener han.
- Der har været alt for store problemer på det her område, og forhåbentlig vil de nye regler komme en stor del af det til livs. Men hvis der fortsat viser sig at være problemer, og man kan jo ikke forudse alt, så må reglerne tages op for at se, om der behov for at stramme yderligere, siger han.
Fakta om de nye regler:
Onlinetjenesten er forpligtet til at fjerne ulovlige eller falske anmeldelser hurtigst muligt. Den skal også tage særlige skridt, hvis det sker flere gange.
Erhvervsdrivende må gerne opfordre forbrugere til at indgive en anmeldelse. Men det skal tydeligt fremgå af den anmeldelse, hvis forbrugeren har fået penge eller anden belønning for det.
Onlinetjenester skal offentliggøre alle modtagne anmeldelser om erhvervsdrivende, uanset om de er positive eller negative.
Onlinetjenesterne må ikke forskelsbehandle anmeldelser ud fra, om de har en samarbejdsaftale med den pågældende erhvervsdrivende eller ikke.
Onlinetjenesten skal behandle klager fra en virksomhed eller en forbruger hurtigst muligt, og såvel forbrugerne som den erhvervsdrivende har altid ret til at kommentere en offentliggjort anmeldelse.
Kilde: Forbrugerombudsmanden
Newspaq