Egyptiske fly angriber Islamisk Stat
Luftangreb var rettet mod Islamisk Stats lejre, træningssteder og våbendepoter i Libyen, siger militæret.
Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har gentagne gange sagt, at de militante i Libyen udgør en alvorlig fare for Egypten.
Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har gentagne gange sagt, at de militante i Libyen udgør en alvorlig fare for Egypten. Foto: Maxim Shemetov/AP


Egyptens militær har tidligt mandag bombet den ekstremistiske milits Islamisk Stat (IS) i Libyen, efter at gruppen har halshugget 21 kristne egyptere, oplyser militæret i Kairo.

Bombardementet er sket dagen efter, at Islamisk Stat offentliggjorde en video, der øjensynligt viser halshugninger af 21 egyptere i Libyen.

- Luftangrebene var rettet mod Islamisk Stats lejre, træningssteder og våbendepoter i Libyen, hedder det i erklæringen fra det egyptiske militær.

Islamisk Stat har på baggrund af den kaotiske situation i Libyen oprettet adskillige baser i landet.

Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har gentagne gange sagt, at de militante i Libyen udgør en alvorlig fare for Egypten, som er strategisk allieret med USA, og som har interne problemer med islamistiske grupper.

I Sinai har lokale oprørsgrupper svoret troskab mod Islamisk Stat.

Den yderliggående jihadistgruppe offentliggjorde søndag videoen, der viser, hvordan 10 af de 21 gidsler, der var bortført i Libyen, får halsen skåret over.

I videoen lader sortklædte militante egypterne i håndjern og orange fangedragter marchere til en strand.

Titlen på den fem minutter lange video er ifølge nyhedsbureauet dpa: "En meddelelse skrevet i blod til nationen på korset", mens der i en undertekst kunne læses: "Korsets folk, tilhængere af den fjendtlige egyptiske kirke."

Sisi indkaldte Egyptens sikkerhedsråd til et hastemøde søndag. Præsidenten har også erklæret syv dages landesorg.

Tusinder af egyptere er efter en opstand i hjemlandet i 2011 rejst til nabolandet Libyen for at søge arbejde på trods af advarsler fra de egyptiske myndigheder om ikke at rejse til et af de farligste lande i regionen.

The New York Times skriver, at det er første gang, at IS har offentliggjort en video fra et område uden for Syrien eller Irak.

Nyhedsbureauet AP har talt med Qalini Sanyout, der er onkel til to af gidslerne.
- Hvad skal vi sige? Kan nogen fortælle os om dette er ægte? Hele landsbyen er i sorg, siger han.

Egypten, den arabiske verdens mest folkerige stat, deltager ikke direkte i den USA-ledede koalition, der forsøger at bekæmpe IS med luftangreb i både Syrien og Irak.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.