En alliance af islamiske partier i Egypten - herunder Det Muslimske Broderskab - afviser, at der bliver tale om et militærkup i landet efter de seneste døgns protester mod den siddende præsident, Mohamed Mursi.
Partierne tilføjer, at man respekterer alle initiativer til at løse den politiske krise i landet, men forfatningen skal følges.
Tidligere mandag gik den øverstbefalende for Egyptens hær på statsligt tv og gav politikerne et ultimatum: Hvis der ikke er fundet en løsning inden 48 timer, står hæren klar med sin egen "køreplan".
Det er dog tvivlsomt, om præsidenten, regeringen og oppositionen kan enes om et kompromis senest onsdag, og derfor kan et militærkup være på vej.
Millioner af egyptere har de seneste dage demonstreret med et krav om, at præsident Mursi går af. Flere er blevet dræbt og hundredvis kvæstet i sammenstød mellem politi og demonstranter.
I Kairo stak militante det regerende Muslimske Broderskabs hovedkvarter i brand.
De kæmpemæssige demonstrationer er blandt andet udløst af, at Det Muslimske Broderskab er ved at indføre islamisk lovgivning. Samtidig har dårlig økonomisk ledelse gjort millioner af almindelige egyptere vrede.
Flere ministre valgte mandag at forlade deres poster - tilsyneladende i sympati med demonstranterne.
/ritzau/Reuters