Egypten oplister Hamas som terrororganisation
Den palæstinensiske gruppe kalder det farligt, at en egyptisk domstol har udråbt den som terrororganisation.
Tidligere på året besluttede Egypten at forbyde Hamas' væbnede fløj, men nu er hele bevægelsen oplistet blandt organisationer, som Egypten mener udøver terror. 
(AP Photo/Adel Hana, File)
Tidligere på året besluttede Egypten at forbyde Hamas' væbnede fløj, men nu er hele bevægelsen oplistet blandt organisationer, som Egypten mener udøver terror. (AP Photo/Adel Hana, File) Foto: Adel Hana/AP


En egyptisk domstol har besluttet at sætte den palæstinensiske gruppe Hamas på landets liste over terrororganisationer.

Det rapporterer statsmedier i landet lørdag.

Tidligere på året besluttede Egypten at forbyde Hamas' væbnede fløj, men nu er hele bevægelsen oplistet blandt organisationer, som Egypten mener udøver terror.

Den palæstinensiske gruppe kalder det "chokerende og farligt" i en skriftlig reaktion på beslutningen.

- Den egyptiske domstols beslutning om at sætte Hamas på listen over terrororganisationer er chokerede og farlig. Den er rettet imod det palæstinensiske folk, og dets modstandsfraktion, skriver Hamas i en pressemeddelelse.

- Det får ingen betydning for Hamas-bevægelsen, som nyder respekt i hele nationen og af nationens ledere, skriver Hamas videre.

Den politiske ledelse i Egypten har siden ekspræsident Mohamed Mursi blev væltet i sommeren 2013 revideret sin opfattelsen af, hvem der er venner og fjender af Egypten.

Styret har blandt andet erklæret Det Muslimske Broderskab for en terrororganisation. Broderskabet, som via Mursi ledte landet fra 2012 til 2013, har haft tætte bånd til Hamas.

Egypten har flere gange tidligere spillet en hovedrolle i fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere, senest i forbindelse med Gaza-krigen i sommeren 2014.

Efter beslutningen i januar mod Hamas' væbnede fløj, al-Qassam-brigaden, meddelte organisationen, at man ikke længere vil acceptere Egypten som mægler i konflikter med Israel.

Tidligere lørdag stadfæstede en domstol i Kairo fire dødsdomme mod medlemmer af Det Muslimske Broderskab, og flere af organisationens ledere blev idømt fængselsstraffe. Blandt dem var den øverste leder Muhammed Badie, som fik livsvarigt fængsel.

Dommene kan ankes.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.