Efterlysning: Mystik om ung kvinde - lå på motorvejen og blev påkørt
Bilister, der kørte på Holbækmotorvejen sent onsdag aften, efterlyses af politiet.
Midt- og Vestsjællands Politi forsøger at opklare en sag om en ung kvinde, der lå på Holbæk-motorvejen og blev påkørt sent onsdag aften (arkivfoto).
Midt- og Vestsjællands Politi forsøger at opklare en sag om en ung kvinde, der lå på Holbæk-motorvejen og blev påkørt sent onsdag aften (arkivfoto). Foto: Pressefoto Rigspolitiet/Free


En yngre kvinde er død, efter at hun sent onsdag aften blev påkørt på Holbæk-motorvejen - men politiet ved torsdag ikke, hvem hun er, og hvorfor hun lå på vejen.

Ulykken skete lidt efter klokken 23 ved Ordrup nær Kirke-Sonnerup, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

På motorvejen fik en mandlig bilist øje på, at der lå noget i venstre vognbane.

Han troede, at det var et dødt dyr, men kom alligevel i tvivl. Derfor besluttede den 62-årige mand at køre ud i nødsporet.

Lidt efter kom en kvindelig bilist kørende mod området. For at skabe afstand til bilen i nødsporet trak hun ud i venstre vognbane.

Men hun opdagede for sent, at der lå noget på vejen - og kunne ikke undgå at påkøre kvinden, lyder det i politiets fremstilling af hændelse.

Kvinden, der er 59 år, var chokeret. Politiet sørgede for at bringe hende hjem til familien.

Men torsdag formiddag er der fortsat mange ubesvarede spørgsmål for politiet, som ønsker at høre fra andre bilister, der muligvis kan have oplysninger.

- Hvem er kvinden?

- Hvor lang tid havde hun ligget på kørebanen, inden hun blev påkørt?

- Hvorfor lå hun tilsyneladende livløs på asfalten?

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.