Efter kun 10 måneder: Direktør er færdig i Falck
Han nåede kun at være direktør for Falcks Emergency-division i lidt over ti måneder.
Jesper Lok er færdig som administrerende direktør for Falcks største forretningsområde, Emergency-divisionen.
Jesper Lok er færdig som administrerende direktør for Falcks største forretningsområde, Emergency-divisionen. Foto: DSB/free


Jesper Lok stopper som administrerende direktør for Falcks Emergency-division, oplyser Falck i en pressemeddelelse.

Fratrædelsen sker efter aftale med Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen, men Jesper Lok havde gerne fortsat sit arbejde i Falck.

- Falck er en fantastisk virksomhed, som jeg glæder mig over at have været en del af. Jeg havde naturligvis gerne taget med på den næste del af Falcks rejse, men Allan og jeg har haft en god dialog, og jeg har forståelse for, at man ønsker en anden profil på dette tidspunkt, siger Lok.

Søgaard Larsen ærgrer sig over, at samarbejdet ikke forløb som begge parter havde håbet.

- Da vi blev enige om, at Jesper skulle bestride en ny post som administrerende direktør for vores Emergency-aktiviteter sidste år og igangsatte transitionen, vidste vi begge, at det ville kræve meget af os hver især.

- Det er altid ærgerligt, når noget ikke går som håbet, men jeg vil gerne takke Jesper for hans indsats, inspiration og passion, siger Allan Søgaard Larsen.

Jesper Lok tiltrådte som administrerende direktør for Falck Emergency den 1. januar 2015 i forbindelse med, at Falck etablerede en selvstændig direktion for Emergency-divisionen.

Det blev ved Loks tiltrædelse gjort klart, at kravet til ham var, at fordoble omsætningen i afdelingen over ti år.

Emergency er Falcks største og mest internationale forretningsområde med en årsomsætning på 8,7 milliarder kroner. Falcks øvrige tre forretningsområder er Assistance, Healthcare og Safety Services.

Jesper Lok, som er tidligere direktør i DSB, fratræder i Falck, når han har afviklet nogle konkrete projekter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.