Efter fire ildspåsættelser: Politi efterlyser vidner
Syd- og Sønderjyllands Politi leder efter vidner, der kan hjælpe til med at opklare de fire ildspåsættelser, der har været i Sønderborg i weekenden.
Efter fire ildspåsættelser i weekendens løb beder politiet i Sønderjylland nu borgerne om hjælp.
Efter fire ildspåsættelser i weekendens løb beder politiet i Sønderjylland nu borgerne om hjælp. SCANPIX arkiv


Der har i den forløbne weekend været fire påsatte brande i Sundsmarks-området i Sønderborg i det sønderjydske.

Heldigvis har brandene ikke udviklet sig til noget, der satte store værdier eller mennesker i fare. Men det er vigtigt at få stoppet ildspåsætteren, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i dag i en pressemeddelelse.

Lørdag 14. februar kl. 18.51:

Anmeldelse om brand i pileflet ved indgangsdør til rækkehus på Hjortevej.

Lørdag 14. februar kl. 20.18:

Anmeldelse om brand i villa på Stationsvej – brand i udvendig kælderskakt og inde i huset.

Søndag 15. februar kl. 20.41:

Anmeldelse om brand i nedlagt fiskerøgeri på Fynsgade – brand i affald og rockwool.

Søndag 15. februar kl. 21.33:

Anmeldelse om brand i villa på Stationsvej – brand i en reol der stod i en udvendig kælderskakt.

Ved branden lørdag på Stationsvej har vidner bemærket en dreng på 14-16 år i mørkt tøj i området, men det vides ikke, om han har noget med branden at gøre.

Lokalpolitiet i Sønderborg vil gerne tale med borgere, som har været i området både lørdag og søndag mellem kl. 18 og 22 - også selv om de ikke har set noget mistænkeligt. Det kan være folk, der har luftet hund, gået tur, været ude at træne eller andre.

Henvendelse skal ske til Lokalpolitiet i Sønderborg på telefon 114.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.