Efter eksplosion i New York: Politi efterlyser 28-årig
Den efterlyste kan være bevæbnet og farlig, siger New Yorks borgmester. Muligvis handlede han ikke alene.
Ved en eksplosion på Manhatten blev 29 mennesker såret.
Ved en eksplosion på Manhatten blev 29 mennesker såret. Foto: Drew Angerer/Getty Images/AFP/Scanpix


Amerikansk politi og FBI har udsendt et foto af en mistænkt i forbindelse med en eksplosion i New York. Den eftersøgte er 28 år og hedder Ahmad Khan Rahami.

Politiets talsmand, J. Peter Donald, har tweetet et foto af den efterlyste, som eftersøges for at blive afhørt om både eksplosionen lørdag aften i bydelen Chelsea og flere improviserede sprængladninger, der blev fundet i Elizabeth, New Jersey.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, siger til CNN, at Rahami, der har afghansk baggrund, men er amerikansk statsborger og fra New Jersey, kan være bevæbnet og farlig.

- Vi ved langt mere nu, end vi gjorde for 24 timer siden, siger borgmesteren til tv-stationen ABC.

Rahami stod ikke opført på de amerikanske myndigheders liste over terrormistænkte. Det siger to amerikanske embedsmænd til Reuters.

Samtidig siger to unavngivne kilder til Reuters, at amerikanske efterforskere mener, at der er flere personer involveret i bombeangrebet i New York.

Myndighederne har endnu ikke noget klart billede af, hvem de medsammensvorne kan være, tilføjer de to kilder.

Ved eksplosionen lørdag aften i det forholdsvist velhavende Chelsea blev 29 mennesker såret. Glasruder blev knust, og metalstykker fløj gennem luften, skriver The New York Times.

En anden bombe blev fundet af politiet fire blokke derfra lørdag. De blev uskadeliggjort af myndighederne.

Amerikansk politi detonerede tidligt mandag en mistænkelig pakke nær en station i byen Elizabeth i New Jersey. Politiet frygtede, at der var flere rørbomber i pakken, som blev bragt til sprængning af en robot.

Sikkerhedskilder i den amerikanske regering siger til Reuters, at myndighederne mener, at der er en sammenhæng mellem bomben i bydelen Chelsea og de op mod seks formodede rørbomber, der er fundet i Elizabeth.

New Yorks antiterrorenhed og forbundspolitiet, FBI, deltager i efterforskningen af angrebet i den amerikanske storby.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.