Efter drab: Kommune forstår ikke påbud
Drabet på en ansat på Ringbo i Bagsværd udløser en bøde. Kommunen siger, at drabet ikke kunne være forhindret.
Bocenteret Ringbo hvor en 37-årig ansat blev myrdet af en 72-årig mand.
Bocenteret Ringbo hvor en 37-årig ansat blev myrdet af en 72-årig mand. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Efter drabet på en ansat på bostedet Ringbo i Bagsværd fastholder et nævn tre skærpede krav om sikkerhed.

Københavns Kommune var utilfreds med, at Arbejdstilsynet oprindeligt kom med tre såkaldte strakspåbud. Blandt andet skulle beboernes adgang til knive reduceres.

Derfor gik kommunen videre til Arbejdsmiljøklagenævnet, men her har man besluttet at fastholde de tre krav, oplyser kommunen torsdag.

Drabet på en kvindelig sosu-assistent skete i februar 2013. En 72-årig mand angreb kvinden med en stor køkkenkniv. Offeret blev 37 år.

Beboeren lider af skizofreni og paranoide forestillinger og havde inden drabet nægtet at indtage sin medicin.

I en pressemeddelelse kritiserer Københavns Kommune, at nævnet fastholder de tre påbud. Socialforvaltningens direktør tager afgørelsen til efterretning - og lufter alligevel kritik.

- Vi er stadig uforstående overfor afgørelsen og finder det ærgerligt, at helt uforudsigelige og tragiske hændelser som drabene på Saxenhøj og Ringbo skal ende i bøder, udtaler Anette Laigaard.

- Det giver ikke mening, når man ikke har kunnet forudse eller forhindre drabene, lyder det fra direktøren.

På Saxenhøj i Sakskøbing mistede en socialrådgiver og en læge livet, da de blev overfaldet med en kniv. En psykisk syg beboer på stedet er sigtet i sagen.

I sagen om Ringbo har kommunen sagt, at påbuddene ikke kunne have forhindret drabet på sosu-assistenten.

For eksempel bar hun alarm og udløste den, og hun arbejdede ikke alene, lyder det fra kommunen.

I øvrigt er Ringbo-sagen meldt til politiet. Arbejdstilsynet kræver kommunen idømt en bøde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.