Efter dødsulykke: Fabrik slap for bøde - familien vidste intet
En stearinlysfabrik stod til bøde på 70.000 kroner, men sagen blev opgivet. Uden at de pårørende og familien vidste noget.
Arkivfoto Arbejdstilsynet konkluderede, at der var risiko for personskade på fabrikken samme dag, som ulykken skete.
Arkivfoto Arbejdstilsynet konkluderede, at der var risiko for personskade på fabrikken samme dag, som ulykken skete.


En stearinlysfabrik i Højslev ved Skive stod til en bøde på 70.000 kroner efter, at en 52-årig lagerarbejder mistede livet i en arbejdsulykke i 2012. Året efter opgiver Arbejdstilsynet sigtelsen efter politiets indstilling og henlægger sagen uden familiens vidende, skriver Fagbladet 3F.

20. december 2012 falder den 52-årige lagerarbejder og truckfører Jens Christian Poulsen flere meter ned fra en palle-reol på sit arbejde på stearinlysfabrikken i Højslev. Han får blandt andet kraniebrud og brækker ryggen tre steder. Dagen efter dør han på Aarhus Universitetshospital.

Ved et virksomhedsbesøg samme dag konstaterer Arbejdstilsynet, at "der i forbindelse med færdsel på reoler er risiko for nedstyrtning med personskade til følge", og at der er tale om en grov overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Tilsynet udsteder et forbud, der forbyder al arbejde og færdsel på reolerne på fabrikken.

Familien: Vi er ikke hævngerrige

Arbejdstilsynet indstiller i juni 2013 til politiet, at fabrikken skal have en bøde på 70.000 kroner. Arbejdstilsynet lægger særlig vægt på, at arbejdsgiveren til politirapporten har oplyst, at der ikke var givet instruktion vedrørende det konkrete arbejde. Et par måneder senere anmoder politiet Arbejdstilsynet om at genoverveje deres indstilling, og i september 2013 opgives sigtelsen mod stearinlys-fabrikken, og sagen henlægges.

Familien til den afdøde har intet hørt, siden de kort efter ulykken fik en kvittering fra politiet om, at politiet havde modtaget en anmeldelse om et "strafbart forhold", fortæller Lisbeth Holk Meier, der er søster til den afdøde.

- Vi er ikke hævngerrige og var ikke blevet gladere af, at sagen var endt med en bøde. Der er mange på fabrikken, som er rigtig kede af ulykken. Men det havde været meget rart at få afgjort, om ulykken var Jens' egen eller hans arbejdsplads skyld, siger Lisbeth Holk Meier til Fagbladet 3F.

Ikke tilstrækkelige beviser

Som svar på hvorfor Arbejdstilsynet ændrer holdning og opgiver sigtelsen mod stearinlys-fabrikken skriver tilsynschef Rikke Aagaard, Arbejdstilsynet Tilsynscenter Nord, i en e-mail :

"Ud fra en vurdering af sagens faktiske omstændigheder er vi enige i politiets vurdering af, at der ikke kan føres tilstrækkeligt bevis for, at der er sket en overtrædelse af Arbejdsmiljøloven. På den baggrund er straffesagen henlagt."

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.