Du er helt gal på den, Henrik Dam: Cepos revser ny beregning
Det er helt forkert at konkludere, at det om otte år kan betale sig for alle danskere at arbejde, siger Cepos
Mads Lunby Hansen, cheføkonom i Cepos, der her ses til højre, giver ikke meget for Beskæftigelsesministeriets udlægning af en ny udregning.
Mads Lunby Hansen, cheføkonom i Cepos, der her ses til højre, giver ikke meget for Beskæftigelsesministeriets udlægning af en ny udregning. Foto: AMDI THORKILD/Polfoto


Nye beregninger fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der om otte år blot vil være 100 lønmodtagere i Danmark, der ikke får en økonomisk gevinst ud af at arbejde.

På den baggrund konkluderer beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) ifølge DR Nyheder, at "det nu rent faktisk kan betale sig at arbejde", men det giver ifølge Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, ingen mening.

Han påpeger, at en økonomisk gevinst på en krone ikke betyder, at folk er villige til at tage et job.

- Det er helt forkert og misvisende, når beskæftigelsesministeren konkluderer, at det om otte år kan betale sig for alle danskere at arbejde. For eksempel er en krone om måneden ikke en tilstrækkelig gevinst ved et job.

- Det er 1000 kroner om måneden heller ikke. Det vigtige er, om der er nogen, der har en for lille gevinst ved at tage et lavtlønsjob. Og det er der i den grad, siger cheføkonomen til Ritzau og henviser til østeuropæere, som rejser hertil.

Mads Lundby Hansen mener desuden, at beskæftigelsesministerens udlægning harmonerer meget dårligt med beregninger fra Økonomiministeriet.

- Økonomiministeriet har beregnet, at der i 2023 vil være cirka 230.000 danskere, der har det, som ministeriet betegner som "en forholdsvis svag økonomisk tilskyndelse til at arbejde".

- Økonomiministeriet vurderer, at tilskyndelsen til at tage et job for en lønmodtager er forholdsvis svag, hvis nettokompensationsgraden er over 80 procent, siger Mads Lundby Hansen.

Nettokompensationsgraden måler, hvor meget disponibel indkomst man har som kontanthjælpsmodtager i forhold til et job.

- For at komme under 80 procent i nettokompensationsgrad skal man som minimum have en månedlig jobgevinst på over 2000 kroner, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.