DSB skal betale halv million til pr-bureau
Waterfront Communication skal have 500.000 kroner for arbejde udført for DSB, fastslår Østre Landsret
DSB er blevet dømt i en civil retssag ved Østre Landsret. Det omdiskuterede samarbejde med pr-bureauet Waterfront koster en halv million kroner (arkivfoto)
DSB er blevet dømt i en civil retssag ved Østre Landsret. Det omdiskuterede samarbejde med pr-bureauet Waterfront koster en halv million kroner (arkivfoto) Foto: René Strandbygaard/DSB/free


DSB er tirsdag dømt til at betale en halv million kroner til pr-bureauet Waterfront efter et omdiskuteret samarbejde, som blev afbrudt i utide på grund af omfattende kritik.

Det er resultatet af en retssag i Østre Landsret.

Landsretten har dermed ændret på den afgørelse, som Retten i Glostrup kom med i maj sidste år.

Her blev DSB dømt til at betale cirka halvanden million kroner til Waterfront Communication A/S.

Samarbejdet er blevet stærkt omtalt i offentligheden. Det viste sig nemlig, at Waterfront sørgede for at holde en bestemt journalist, Lars Abild, beskæftiget, så han ikke kunne skrive kritisk om DSB.

Direktøren i Waterfront sendte på et tidspunkt en mail til en daværende underdirektør i DSB med informationer om journalistens helbred.

Waterfront erkendte senere at have overtrådt straffeloven og indvilgede i at betale en bøde.

Undervejs i forløbet kunne DR Nyheder afsløre, at Waterfront havde udarbejdet profiler om flere folketingsmedlemmer for DSB.

DSB havde hyret Waterfront til at levere såkaldt samfundsrådgivning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.