Dronningen er i gavehumør på sin fødselsdag
Forfatter Hanne-Vibeke Holst, golfspiller Thomas Bjørn og 72 andre danskere dekoreres af dronningen.
Dronning Margrethe, da dronningens 75-års fødselsdag torsdag blev fejret på Københavns Rådhus.
Dronning Margrethe, da dronningens 75-års fødselsdag torsdag blev fejret på Københavns Rådhus. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Mens dronning Margrethe hyldes i København, kan 74 danskere glæde sig over, at de i anledning af fødselsdagen dekoreres med en orden fra kongehuset.

I alt uddeler dronningen 74 ordner og medaljer til blandt andre en række kunstnere, museumsdirektører, erhvervsfolk og diplomater.

Blandt de dekorerede er forfatterne Hanne-Vibeke Holst og Jussi Adler Olsen, der ligesom filminstruktør Thomas Vinterberg og billedkunstner John Körner Petersen får ridderkorset af dannebrogordenen.

Samme orden modtager golfspiller Thomas Bjørn og billedhugger Claus Ørntoft.

Det finere storkorset af dannebrogordenen tildeles bestyrelsesformand for DR Michael Christiansen.

Han er den eneste, der modtager denne orden, mens i alt syv personer får kommandørkorset af dannebrogordenen.

Blandt andre direktør for Ny Carlsbergfondet Karsten Ohrt, administrerende direktør for Tivoli Lars Liebst Poulsen og formand for bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk Michael Pram Rasmussen.

Ridder af 1. grad bliver blandt andre administrerende direktør for A.P. Møller-Mærsk Nils Smedegaard Andersen, solodanser Peter Bo Bendixen, administrerende direktør for Danish Crown Kjeld Johannesen, koncerndirektør i Arla Foods Peder Tuborgh og museumsdirektør for Louisiana Poul Erik Tøjner.

Kammerherre bliver blandt andre ejer af Egeskov gods Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, ligesom formand i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla bliver kammerdame.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.