Dronning Margrethes nære ven er død
Peter Heering, der var en af regentparrets gode venner, er død i en alder af 80 år, skriver Sjællandske.
Peter Heering er død i en alder af 80 år.
Peter Heering er død i en alder af 80 år. Foto: Polfoto/Arkiv/Polfoto


Den tidligere likørproducent og direktør Peter Heering er død i en alder af 80 år, skriver Sjællandske.

Peter Frederik Suhm Heering var en nær ven af dronning Margrethe og prins Henrik og femte generation af likørdynastiet Peter F. Heering.

Han fik en omfattende handelsuddannelse i Danmark, Tyskland, Storbritannien, Spanien, USA og Canada, inden han i 1960 blev prokurist i sin tipoldefars livsværk, som han i 1969 blev medindehaver og fra 1979 eneindehaver af.

Det er næsten 200 år siden, at afdødes tipoldefar, urtekræmmersvenden, der også hed Peter F. Heering, etablerede sig med likør-fabrikation og eksport i København.

Kirsebærlikøren, også kaldet Cherry Heering, blev efterhånden Danmarks mest kendte, internationale drik. Likørdynastiet holdt i fem generationer, indtil Peter Heering som direktør måtte træffe den tunge beslutning at afhænde familiefirmaet til Danisco i 1990.

Siden solgte Danisco forretningen videre til svenske Spritcentralen. Tiderne var ikke længere til store familieejede virksomheder i vin- og spiritusbranchen.

Men det var et solvent firma, Heering solgte til Danisco, og han fortrød aldrig.

- Jeg ville ikke have undværet nedturen, selv om det var en hård tid. Min kone og jeg prøvede efter bedste evne at få børnene til at forstå, hvad der foregik, uden dog at holde dem vågne om natten.

- Det, vi måtte igennem, skabte et fantastisk familiesammenhold, har Peter Heering sagt i et interview med Berlingske.

- Som min far sagde til mig kort før sin død i 1987: Hvis du ikke længere synes, det er sjovt og fornuftigt, vil jeg ikke rotere i min grav, hvis du sælger. Min far så skriften på væggen. Han var et realistisk menneske, fortalte Peter Heering.

Han var engageret i et væld af projekter, blandt mange tillidshverv har han været formand for Danes Worldwide, ligesom han har spillet en betydelig rolle for Øregaard Museum i Hellerup.

Peter Heering var siden 1962 gift med Susanne Heering, der var stifter, leder og indehaver af Susanne Heerings Balletskole i Næstved fra 1980-2012.

Parret var bosat i Hellerup. Ud over hustruen efterlader Peter Heering sig fire børn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.