Dronning Elizabeth sætter rekord
Kvinden, som ingen troede skulle være dronning, kan nu prale af mere end 63 år i den britiske kongestol.
Dronning Elizabeth kan fejre rekord som britisk dronning den 9. september.
Dronning Elizabeth kan fejre rekord som britisk dronning den 9. september. Foto: Hugo Rittson-Thomas/AP


Da dronning Elizabeth II blev født i 1926, var hun den tredje i tronarvefølgen. Faktisk troede ingen, at hun nogensinde skulle blive dronning.

Elizabeths far var lillebror til Edward, prinsen af Wales, og faktisk var det ham, der skulle være Storbritanniens næste regent.

Men da Edward valgte at gifte sig med en fraskilt kvinde, abdicerede han efter knap et år på tronen, og dermed var det Elizabeths far, George, der skulle være konge. Siden hen blev Elizabeth, som var hans førstefødte, så dronning.

Og nu kan 89-årige dronning Elizabeth II snart prale af at være den længst siddende britiske monark.

Den 9. september vil Storbritannien fejre dronning Elizabeths rekord, hvor hun med sine 63 år, syv måneder og tre dage på tronen slår den hidtidige rekordindehaver, dronning Victoria, af førstepladsen.

I forbindelse med dronningens jubilæum, inviterer blandt andet Buckingham Palace og Windsor Castle folket til en særlig udstilling, der viser Elizabeths livshistorie og hendes tid som dronning.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.