Selv de royale har hemmelige historier, pinlige oplevelser og parproblemer. Det er dog langt fra alle, der vælger at dele ud af fortællingerne.
Men det er netop hvad det britiske kongehus gør, skriver Hello! Magazine.
Flere historier og hemmeligheder bliver nemlig afsløret i den nye bog af forfatteren Thomas Blaikies, "What A Thing To Say To The Queen: A Collection Of Royal Anecdotes From The House Of Windsor". Han har tidligere skrevet bøger om kongefamilien og deres hemmeligheder.
I den nye bog afsløres det eksempelvis, at den britiske dronning samler på peberbøsser. Blandt favoritterne er en bøsse formet som en tjener, der med italiensk accent skriger: "Du knækker nakken på mig", når man kværner - og det får dronningen til at grine hver gang.
Men peberbøsser er ikke dronningens eneste ekspertise. Hun kan nemlig identificere alle fly blot ved at lytte til lyden, skriver forfatteren.
Der er også pinlige anekdoter i bogen. Da dronning Elizabeth en dag i 1991 var på vej ind til et royalt hesteshow, blev hun afvist af vagten i døren, der troede, hun var en ældre dame, der var faret vild. Han sagde:
- Beklager, søde. Du kan ikke komme herind uden et klistermærke.
Hvortil dronningen svarede:
- Jeg tror, at hvis du tjekker en ekstra gang, kan du se, at jeg gerne må komme ind her.
Selvom dronningen nok godt kan se det sjove i den historie, har hun i andre situationer vist sit temperament. I sine unge dage blev hun stiktosset på sin mand, prins Phillip.
Parret var nemlig kort efter brylluppet taget på ferie til Rom for at fejre Elizabeths fødselsdag, og hun havde understreget, at middagen skulle være afslappet.
Alligevel arrangerede prinsen en kæmpe ambassademiddag, der gjorde dronningen så sur, at hun ikke talte til gemalen i flere dage derefter.
/ritzau/FOKUS