Drama efter skudopgør - 23-årigt bandemedlem død
Politiet efterlyser vidner efter skyderi på Frederiksberg. To er anholdt i sagen. En 23-årig mand er død.
Politiet har indledt en omfattende efterforskning efter endnu en skudepisode på åben gade. Denne gang på Frederiksberg, hvor en mand har mistet livet (arkivfoto).
Politiet har indledt en omfattende efterforskning efter endnu en skudepisode på åben gade. Denne gang på Frederiksberg, hvor en mand har mistet livet (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


Det var en 23-årig mand med tilknytning til den kriminelle gruppering Black Jackets, der natten til fredag mistede livet under et skudopgør på Frederiksberg.

Det fortæller vicepolitiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi.

To mænd er anholdt i sagen, og de fremstilles ved et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg klokken 15 fredag.

Op til den deadline har politiet haft travlt med at få fastlagt, hvem der havde fingeren på aftrækkeren, da de dræbende skud faldt.

Blandt andet derfor vil den præcise sigtelse først blive lagt frem i forbindelse med grundlovsforhøret.

En 16-årig dreng og en 25-årig mand er anholdt. Men Torben Svarrer mener, at flere end den dræbte og de to anholdte var involveret.

Politiet tror, at opgøret skal ses som et led i striden mellem to grupper i bandemiljøet. Det er Black Jackets på den ene side og Gremium på den anden.

Den ene af de anholdte, der er 25 år, kan relateres til sidstnævnte. Den anden er en dreng på 16.

- Den 16-årige siger vi ikke noget om af hensyn til hans unge alder, siger Torben Svarrer.

Politiet har fundet to pistoler efter skudopgøret på Frederiksberg sent torsdag aften.

Men sagen er langt fra opklaret, selv om to er blevet anholdt, lyder det fra Københavns Politi.

Torben Svarrer bekræfter vidners oplysninger om, at en sort Audi spillede en rolle.

Manden, der blev dræbt af skud i hovedet, sad i en VW på Peter Bangs Vej.

Herefter så vidner, hvordan den sorte Audi ræsede efter en meget hurtigt løbende mand klædt i sort.

Bilen kørte angiveligt hasarderet ad Jens Jessensvej, hvor den til sidst kørte fast i et cykelstativ. Hvilken rolle den sortklædte mand og den sorte Audi spiller i sagen, er endnu uvist.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, siger Torben Svarrer.

Politiet har fundet to pistoler, som tilsyneladende er blevet kastet væk under flugten. Den ene lå i en baggård.

Hvor mange skud, der blev udvekslet mellem parterne, er der ikke umiddelbart klarhed over.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.