DR sender 'har du husket'-brev ud til tusindvis af danskere
230.000 af husstande får brev fra DR.
Har du fået post fra DR? 230.000 danske husstande kan se frem til en lille påmindelse.
Har du fået post fra DR? 230.000 danske husstande kan se frem til en lille påmindelse. Foto: SCANPIX arkiv


I 230.000 danske husstande dumper der i denne tid et brev ind af brevsprækken fra DR.

Det er nemlig blevet tid til DR's årlige oplysningskampagne, der skal få flere licenskroner i kassen. Kampagnen er ifølge en pressemeddelelse fra DR målrettet alle over 18 år, men har de første to uger et særligt fokus på de unge.

- Langt de fleste danske husstande betaler licens. Men mange unge er lige flyttet hjemmefra og er startet på en eller anden form for uddannelse. Og det er netop på dette tidspunkt af året, vi kan se en stor stigning i antallet af husstande, der ikke betaler licens. Nogle har ikke lige tænkt over det, nogle kender ikke reglerne, og nogle tror, det sker automatisk, siger chef for DR Licens- og Programservice, Rikke Sloth, der fortsætter:

- Kampagnen informerer om, hvad licensen går til, og hvorfor man skal betale licens. Det kan virke paradoksalt og enormt gammeldags, at vi sender breve ud med posten, men vi ved fra tidligere, at det rent faktisk virker, og at brevene får flere til at tilmelde sig medielicensen.

De første to uger af kampagnen er særligt målrettet de unge under 25 år. De efterfølgende uger er den målrettet dem over 25 år. Udover breve består kampagnen traditionen tro af radio- og tv-spots samt oplysning på sociale medier.

Licensen koster dig 6,75 kroner om dagen
  • Godt 90 procent af de danske husstande betaler medielicens. Det svarer til cirka 2,4 millioner husstande. De husstande, der ikke betaler medielicens, modtager et brev. I sidste ende skal kampagnen være med til at sikre, at alle, der ikke er tilmeldt licensen, betaler, hvis de altså skal betale. Det skal man, hvis man har fjernsyn, computer, smartphone eller tablet med internetforbindelse.
  • Licensen er i 2015 på 2460 kroner årligt.  Cirka 130.000 husstande fordeler deres licensbetaling over hele året og betaler månedligt.
  • Hver husstand betaler 6,75 kroner om dagen i medielicens. Heraf går 4,5 kroner til DR, knap en krone til de regionale TV 2-stationer og andre public service-formål som støtte til danske film, og endelig går godt 1,25 kroner til moms. Niveauet for licensindtægter har de seneste 10 år fulgt prisudviklingen i samfundet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.