DR har mørklagt Eurovision 2014
Ifølge Region Hovedstaden har DR flere gange forhindret udleveringen af centrale dokumenter om Eurovision.
S-formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, vil have DR til at give åbenhed i overforbruget ved Eurovision.
S-formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, vil have DR til at give åbenhed i overforbruget ved Eurovision. Foto: KATINKA HUSTAD/POLFOTO


Danmarks Radio nægter at give offentligheden fuld indsigt i, hvordan det kunne lade sig gøre, at Eurovision 2014 endte med en budgetoverskridelse på 77 millioner kroner.

Med henvisning til en paragraf i radio- og fjernsynsloven afviser DR således at dele dokumenter, der kan være med til kaste lys over det dyrebare forløb. Det skriver Politiken mandag.

Ifølge formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) har DR flere gange sat en stopper for, at regionen kunne udlevere centrale dokumenter.

- Hver gang vi er blevet bedt om at dele de her dokumenter med offentligheden, har vi fået at vide af DR, at det giver radio- og fjernsynsloven ikke mulighed for, siger Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.

Stod det til regionsrådsformanden, var alle dokumenterne i sagen allerede fuldt tilgængelige. Hun opfordrer DR til at lade offentligheden få indsigt.

- Kun på den måde kan vi få det fulde billede af, hvad der skete i forhold til den kontrakt, der blev indgået, de krav, DR stillede i kontrakten, og hvad der lå til grund for budgetoverskridelserne, siger Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.

Men DR fastholder lukketheden, selv om også kulturminister Marianne Jelved har opfordret parterne til at offentliggøre kontrakten.

Spørger man Pernille Gaardbo, der hos DR havde det overordnede ansvar for afviklingen af Eurovision, er det et princip for DR, at den slags ikke tilflyder offentligheden.

DR "opererer på et stærkt konkurrencepræget mediemarked", og det vil give DR's konkurrenter en fordel, siger Pernille Gaardbo til Politiken.

Men ifølge mediejurist og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen er den begrundelse tyndbenet.

- Paragraf 86 er lavet som en særlig undtagelse fra aktindsigt af hensyn til DR's ytringsfrihed og pressefrihed, siger Oluf Jørgensen til Politiken.

- Når det gælder Eurovision og det store underskud ved ombygningen af B&W-hallerne og Refshaleøen, må man sige, at der er tale om et byggeprojekt.

- Det er som udgangspunkt omfattet af loven om offentlighed i forvaltningen på samme måde som store sygehusbyggerier, og samtidig er der en meget klar offentlig interesse i sagen, siger han til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.