Døren er åben for OL i København
IOC-præsident Thomas Bach var torsdag i Danmark. Han opfordrer København til overveje et bud på OL-værtsskabet
IOC-præsident Thomas Bach opfordrer København til at gå efter OL-værtsskabet.
IOC-præsident Thomas Bach opfordrer København til at gå efter OL-værtsskabet. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO


København kan godt tillade sig at drømme om en dag at få OL til byen, hvis man skal tro præsidenten for den internationale olympiske komité (IOC), Thomas Bach.

Mens OL de seneste årtier er blevet større og større, så er IOC parat til at gå den anden vej i fremtiden.

Det åbner muligheden for et dansk værtskab - måske sammen med en anden storby.

- Der er en mulighed. København har en masse erfaring med at afholde sportsarrangementer, siger Thomas Bach.

IOC har vedtaget en 2020-plan, der netop åbner op for, at to byer kan gå sammen om at afholde OL.

- Med vores nye 2020-plan er døren helt åben. Derfor er det en tanke værd for København at overveje OL, siger præsidenten.

Tyskeren, der blev valgt til præsident for IOC i 2013, var torsdag i Danmark for at åbne en kongres i Idrættens Hus i Brøndby.

Han fortæller, at Danmark i god tid skal begynde at overveje, om man ønsker at byde ind på OL.

- Erfaringer viser, at man ikke får OL første gang, at man er kandidat. Hvis man vil have det, så skal man gå efter det.

- Det er det eneste råd, jeg kan give til Danmark og den nationale olympiske komité. Man kan ikke vente, for man er ikke alene, siger Bach.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.