Dødstrusler mod Khader og datter: Teenagepige dømt
Teenage-pige får forlænget en straf, hun allerede har fået, med seks måneder for at have truet Khader.
Khader fik flere dødstrusler fra teenage-pigen.
Khader fik flere dødstrusler fra teenage-pigen. Niels Hougaard/Polfoto


Over to dage i slutningen af august i år sendte en 16-årig pige flere dødstrusler til den tidligere folketingspolitiker Naser Khader og andre personer. Konsekvenserne for de handlinger bliver seks måneder i en sikret ungdomsinstitution.

Det har dommer Lena Falk besluttet i Københavns Byret fredag.

Den 16-årige M er tiltalt for i alt 11 forhold, som omfatter dødstrusler mod og afpresning af Naser Khader i forbindelse med, at Khader og hans datter over for politiet og i retten skal afgive forklaring om et overfald på datteren.

M tilstod fredag alle 11 forhold, selvom hun i grundlovsforhøret 28. august nægtede.

Hun har allerede en ungdomssanktion på to år for blandt andet røveri, vidnetrusler og vold. Med den nye dom fredag lægges der seks måneder oven i den gamle dom.

De første seks måneder skal afsones på en sikret institution, og så bliver hun overflyttet til en åben institution, hvor hun skal "udsluses" over to år.

- Du kommer ind i et struktureret forløb, hvor du får hjælp til at bryde det mønster, du er inde i, siger dommer Lena Falk til den 16-årige i retten i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.