Hvis du er kuldskær, kan du godt allerede nu booke en rejse til syden. DMI's prognose for de næste tre måneder tegner nemlig et billede af iskoldt vintervejr over Danmark.
- Hvis det går som prognosen spår, kan det blive den koldeste vinter i seks år. Vi har ikke rigtig haft vinter de sidste år og har ikke haft en snerig vinter siden 2010, siger Mogens Rønnebek, der er vagthavende ved DMI, til BT.
Før vi rammer julemåneden skal vi dog først igennem en fugtig november, hvor der ifølge DMI vil falde mere nedbør end normalt. Dog bliver vejret også lidt mildere.
Mørk og kold januar
Helt galt går det dog først i januar, hvor luften bliver meget kold.
- I januar er der mulighed for højtryksblokeringer over Nordeuropa med udbrud af kold luft fra nord eller nordøst ned over Danmark. Lavtrykkene og den milde luft kan så i længere perioder befinde sig langt vest for landet og sågar vest for De Britiske Øer, skriver DMI i prognosen.
Vejrprognoser så langt ud i fremtiden kan dog være ret usikre, så måske slipper Danmark alligevel for en sibirisk vinter.
DMI baserer de triste vinterudsigt på en svag jetstrøm.
- Til gengæld er trykket lavere end normalt fra Azorerne til Vesteuropa og Middelhavet. Hvis den prognose holder, betyder det en svækkelse af jetstrømmen. En svag jetstrøm øger sandsynlighed for blokerende højtryk over det nordligste Europa og Sibirien. I den vejrsituation forekommer hyppige frembrud af kold luft fra nord eller nordøst ned over Danmark, skriver DMI.