DMI i sommerhumør: 28 grader i udsigt
Weekenden byder på lunt vejr, men skyer og regnbyger kommer i vejen for solen.
Det bliver ganske lunt under lørdagens Copenhagen Pride-parade, men sol kommer der ifølge DMI ikke meget af.  Arkiv
Det bliver ganske lunt under lørdagens Copenhagen Pride-parade, men sol kommer der ifølge DMI ikke meget af. Arkiv Foto: Ehrbahn Jacob/Polfoto


Tusindvis ventes at gå med, når LGBT-festivalen Copenhagen Pride lørdag holdes i København.

Festivalens klimaks er lørdagens store optog gennem hovedstaden og de farverige deltagere, som i år er anført af de kendte personligheder Ole Henriksen, der er vært, og USA's ambassadør i Danmark, Rufus Gifford.

Selv om deltagerne nok ikke betænker sig på at blotte maveskind og lår, får regnbuefolket ikke bragende solskin.

- Weekendens vejr er ustadigt. Sådan lidt halvkedeligt dansk sommervejr, siger Dan Nilsvall, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Det bliver lørdag temmelig lunt i den østlige del af landet og i hovedstaden. I København vil temperaturen nok ligge omkring 20 grader eller en smule højere, siger han.

I det meste af landet begynder lørdagen med gråvejr.

- Men i den østlige del klarer det op i løbet eftermiddagen med lidt eller nogen sol, siger Dan Nilsvall.

Over hele landet skal man dog også indstille sig på nogle regnbyger.

- Men ikke specielt mange i København, siger meteorologen.

Varmest bliver det ifølge DMI's forudsigelser på Lolland-Falster.

- Der er en lille mulighed for sommerdagspotentiale på Lolland og Falster, hvor temperaturen lokalt måske lige kan snige sig over de magiske 25 grader, som definerer en sommerdag.

Længere mod vest kommer temperaturen kun op omkring de 20 grader.

Søndagen byder ikke på større omslag i vejret.

- Det bliver stadig lunt omkring 20 grader mod vest og op til 23 grader mod øst. Solen kommer også mere på banen over de østlige egne, dog afbrudt af enkelte byger, mens jyderne må kæmpe med en del byger og næppe får meget at se til solen, lyder det fra DMI.

Fredagen bliver også en blandet omgang. De fleste steder trænger solen i løbet af dagen gennem skyerne, men indimellem bliver der også brug for at slå paraplyerne ud.

Varmest bliver det fredag i det sydlige Danmark med cirka 22 grader.

Når det noget vekslende vejr er overstået byder næste uge på dejligt sommervejr, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Dan Nilsvall, til Ekstra Bladet.

- Tirsdag, onsdag og torsdag kan det blive varmt og vi får mellem 20-25 grader. Torsdag bliver det lokalt op til 28 grader. Det vil primært være i Sydøstdanmark de højeste temperaturer vil ramme, siger Dan Nilsvall til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.