DM-sølvvindere i håndbold skifter navn
Håndboldklubben Team Tvis Holstebro skifter navn til TTH Holstebro. Sponsorerne savnede Holstebro i navnet.
Team Tvis Holstebro, som vandt DM-sølv i sidste sæson, dropper Tvis og hedder i stedet TTH Holstebro.
Team Tvis Holstebro, som vandt DM-sølv i sidste sæson, dropper Tvis og hedder i stedet TTH Holstebro. Foto: /Polfoto


Håndboldklubben Team Tvis Holstebro går ofte under det mere mundrette navn Team Tvis.

Det var sponsorerne lidt trætte af, så klubben tager konsekvensen og fjerner Tvis fra klubnavnet. Klubbens nye navn bliver TTH Holstebro.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside torsdag.

- Vi ønsker tydeligere at markere, at vi er en klub, der hører hjemme i Holstebro. Det er i Holstebro, at læsset primært bliver trukket i forbindelse med faciliteter og sponsorer, og med navnejusteringen tilpasser vi os tiden og den udvikling, der er sket, siger Jørgen Hansen, der er bestyrelsesformand i klubben.

Han understreger, at man bevarer navnet TTH for at holde fast i de to moderklubber og således klubbens rødder.

- Vi ved, at det kan gøre ondt på nogen i Tvis-området, men tingene har udviklet sig, og tiden er nu moden til skiftet, siger bestyrelsesformanden.

Under navnet Team Tvis Holstebro vandt herreholdet DM-sølv i den forgange sæson. Det skete efter finalenederlag til Bjerringbro-Silkeborg.

Klubbens kvindehold vandt bronzemedaljer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.