Disse bilmærker kører flest kilometer
Leder du efter en bil, der kan køre længe? Så bør du måske skele til bestemte mærker. Men tjek, hvad tidligere ejere har investeret i bilen.
Mere end hver sjette brugte Mercedes til salg har kørt over 300.000 kilometer. Det kan hænge sammen med, at en Mercedes E-klasse er en klassisk taxabil.
Mere end hver sjette brugte Mercedes til salg har kørt over 300.000 kilometer. Det kan hænge sammen med, at en Mercedes E-klasse er en klassisk taxabil. Foto: Claus Lunde/POLFOTO


Er du på jagt efter en bil, der kan køre mange kilometer uden at skulle til skrot, skal du måske skele til en Mercedes, Volvo, Volkswagen eller Skoda.

Brugtbilsøgemaskinen Autouncle har analyseret bilers levetid ud fra, hvor stor en del af de brugte biler, som er til salg, der har kørt mere end 300.000 kilometer.

Analysen er baseret på biler fra 2002 til 2012, som har været på markedet de seneste tre måneder.

Analysen viser ikke entydigt, at nogle biler holder bedre end andre, men kan være et pejlemærke.

På førstepladsen ligger Mercedes. Ud af 1525 brugte Mercedes-biler til salg har hver sjette kørt over 300.000 kilometer, siger Johan Frederik Schjødt, som er statistiker og direktør i Autouncle.dk.

- Mercedes, og særligt Mercedes E-klasser, er en klar vinder. Nogle har kørt op til 600.000 kilometer, siger han.

En Mercedes E-klasse er en klassisk taxabil. Bilen bliver typisk frikørt efter 250.000 kilometer, hvor den kan sælges. Det kan forklare, hvorfor Mercedes ligger nummer et.

Lidt overraskende ligger Chrysler på andenpladsen. Det er primært modellen Grand Voyager, som har kørt længe.

På tredjepladsen ligger Volvo, domineret af stationcaren Volvo V70.

- Tidligere analyser har vist, at dens forgænger Volvo 850 også kørte rigtig mange kilometer, siger Johan Frederik Schjødt.

Volkswagen kommer ind på fjerdepladsen.

Det er særligt folkevognsrugbrødet Caravelle, som kører langt, men også Lupo 3L TDI, som kom på markedet i 1999 og kunne køre 33 kilometer på literen.

- Ingen andre biler kørte så langt på literen dengang, så Lupoen blev et pendlerhit, siger Johan Frederik Schjødt.

Men bare fordi en bil har kørt langt, er det ikke nødvendigvis et udtryk for holdbarhed, påpeger Yasser Abaiji, teknisk konsulent FDM.

Det kan også være udtryk for, at en Mercedes-ejer, som har købt en bil til over en million, gør mere for at holde bilen kørende længe og derfor har postet flere penge i bilen.

- Derfor er det vigtigt at se på bilens historik for at få en fornemmelse af, hvordan bilen er blevet vedligeholdt, siger han.

 

Top 5 biler med 300.000 på tælleren
  1. Mercedes. 272 af de 1525 biler til salg har kørt over 300.000 kilometer. Det er 17,8 procent.
  2. Chrysler. 7 af de 62 biler til salg har kørt over 300.000 kilometer. Det er 11,3 procent.
  3. Volvo. 60 af de 808 biler til salg har kørt over 300.000 kilometer. Det er 7,4 procent.
  4. Volkswagen. 277 af de 3985 biler til salg har kørt over 300.000 kilometer. Det er 7 procent.
  5. Skoda. 83 af de 1383 biler til salg har kørt over 300.000 kilometer. Det er 6 procent.

 

Kilde: Autouncle

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.