Dine pensionspenge forgylder amerikanske topchefer
PFA, Unipension og en række andre store pensionskasser investerer milliarder i amerikanske firmaer, der betaler skyhøje lønninger til topcheferne, selvom selskaberne ikke klarer sig godt.
USA's mest overbetalte topchef i 2014 var den nu pensionerede direktør for Oracle, Larry Ellison (th). Danske pensionskasser har investeret mere end to milliarder kroner i selskabet.
USA's mest overbetalte topchef i 2014 var den nu pensionerede direktør for Oracle, Larry Ellison (th). Danske pensionskasser har investeret mere end to milliarder kroner i selskabet. Noah Berger/Scanpix


13 milliarder kroner. Så meget har ni danske pensionskasser til sammen investeret i 25 amerikanske selskaber, der har ét til fælles: De betaler deres topchefer langt mere, end de er værd, skriver Ugebrevet A4.

De danske pensionsmilliarder går til selskaber som Walt Disney Company, Oracle Corporation og Exxon, som ifølge en analyse fra den amerikanske organisation As You Sow giver deres topchefer alt for meget i løn i forhold til det afkast, de leverer.

Pensionskasserne har ellers nedskrevne principper, der foreskriver, at cheflønnen skal rettes ind efter firmaernes resultater.

Unipension henviser for eksempel til internationale principper, hvor der står, at ’cheflønninger bør tilskynde til værdiskabelse i virksomheder og effektivt bringe ledernes interesser på linje med aktionærernes’.

Tilsvarende skriver LD blandt andet, at ’vederlagspolitikken skal sikre, at aflønningen af selskabets ledelse er rimelig i forhold til selskabets indtjening, størrelse og kompleksitet.’

Den type principper skal sikre, at ledelsen får et klart incitament til at yde sit bedste – til gavn for de danske pensionskunder, forklarer Therese Strand, som er ekspert i god selskabsledelse ved CBS.

»Det er vigtigt for pensionskasser at beskytte sig mod dårlig ledelse i de selskaber, de har penge i,« siger hun til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.