Diego Costa får tre kampe i skammekrogen for slag
Det engelske fodboldforbund har tildelt Diego Costa tre kampes karantæne for at slå Laurent Koscielny.
Diego Costa har fået tre kampes karantæne for sin opførsel i kampen mod Arsenal lørdag.
Diego Costa har fået tre kampes karantæne for sin opførsel i kampen mod Arsenal lørdag. Foto: Alastair Grant/AP


I kampens hede så dommeren ikke, at Chelseas Diego Costa i weekenden plantede sin hånd i ansigtet på Arsenals Laurent Koscielny, men episoden får nu alligevel konsekvenser for den spanske landsholdsangriber.

Det engelske fodboldforbund (FA) har undersøgt episoden, og tirsdag har man tildelt Diego Costa tre kampes karantæne for forseelsen.

Det skriver FA på forbundets hjemmeside.

Ifølge FA nægtede Costa, at han bevidst "daskede" Koscielny i ansigtet, men den forklaring købte forbundet ikke.

Videomaterialet viste ifølge FA noget andet, og derfor har Costa fået standardstraffen for den slags forseelser - tre dage i skammekrogen.

Tidligere tirsdag valgte man omvendt at annullere de tre kampes karantæne, som Arsenal-spilleren Gabriel Paulista fik for sit røde kort i kampen - også for en episode med Diego Costa.

Chelsea vandt kampen om London med 2-0 over Arsenal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.