Diana til skandalesanger: Du er som mig
Boy George har kæmpet med en lang rækker skandaler på privatfronten, men han fandt uventet støtte i prinsesse Diana.
Prinsesse Diana døde i en tragisk bilulykke i 1997.
Prinsesse Diana døde i en tragisk bilulykke i 1997. Foto: Jacqueline Arzt/AP


Selvom den socialt bevidste prinsesse Diana ikke levede et udsvævende liv, var hun konstant i mediernes søgelys, og hun havde derfor let ved at relatere til de berømtheder, der blev jagtet af den aggressive britiske presse.

Én af dem var den flamboyante sanger Boy George, som i slutningen af 80'erne kæmpede med et alvorligt heroinmisbrug, der førte ham på kant med loven, og han mindes i dag, hvordan prinsessen opmuntrede ham, da det så værst ud.

- Jeg mødte prinsesse Diana, og hun fortalte mig: "Ved du hvad? Du er en overlever", fortæller den 54-årig musiker til britiske The Daily Express.

- Jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tage det, og hun forsikrede mig om, at det var et kompliment. Det var sådan en sød ting at sige. Hun sagde: "Du er ligesom mig, du er en overlever", mindes Boy George.

Den engelske sanger var sidst i problemer med loven i 2008, hvor han blev fængslet i 15 måneder for at have holdt en mandlig escort indespærret i sin lejlighed.

I dag fortæller han dog, at det ikke længere er nok for ham at holde sig oven vande, men at han bestræber sig på at leve et bedre liv.

- Jeg har nået et sted i mit liv, hvor det ikke er noget at stræbe efter. Jeg vil trives, jeg vil være på toppen, og det er sådan, jeg har det nu, fortæller Boy George.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.