DF vil ændre sundhedsloven: Demente skal kunne tvinges til behandling
Det skal være muligt at udpege en værge, inden man er så syg, at det er for sent, mener Dansk Folkeparti.
Liselott Blixt vil se på en ændring af sundhedsloven.
Liselott Blixt vil se på en ændring af sundhedsloven. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Sundhedsloven skal laves om, så livsvigtig behandling af demente og udviklingshæmmede ikke bliver bremset af, at den syge modsætter sig.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, efter Politiken søndag beskriver, hvordan det koster menneskeliv, at læger ifølge sundhedsloven ikke må bruge magt til at hjælpe for eksempel demente eller handicappede.

Heller ikke selv om en værge eller forælder accepterer brugen af magt.

- Det er helt sikkert noget, vi skal have ændret, og vi har også kigget på det de seneste år. Problemet er, at vi skal sikre os, at vi ikke får en lov, der bliver en åben port til misbrug af tvang forskellige steder, siger hun.

Både læger, patientforeninger og handicaporganisationer bekræfter, at den nuværende lovgivning hvert år koster liv og forværrer svage patienters sygdom.

Men det skal der laves om på ved at indføre muligheden for et behandlingstestamente, mener Blixt.

- Vi skal sikre, at man får lavet et behandlingstestamente, så man - mens man er rask - kan få nedskrevet, hvordan man vil behandles, så det ikke bare er andre, der bestemmer det, siger hun.

Samtidig er det vigtigt for partiet at sikre, at tvang ikke bare bliver brugt, når der er mangel på ressourcer. Derfor skal man for eksempel ikke kunne tvangsbehandles i egen bolig.

Også sundhedsordfører Sophie Løhde (V) peger på, at det er en svær problemstilling. I et skriftligt svar til Politiken skriver hun:

- Det er en svær øvelse at finde den rette balance mellem patientens ret til selvbestemmelse og hensynet til dem, der ikke selv kan vurdere behovet for behandling.

- Derfor er det også en sag, jeg er meget optaget af. Og det er planen, at der skal fremsættes et lovforslag, der kan skabe klarhed over reglerne, skriver ministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.