DF: Nødhjælp til terrorbevægelser skal straffes
Det skal være muligt at straffe personer, der udfører humanitært arbejde til gavn for Islamisk Stat, mener DF.
- Det er i dag muligt at bruge humanitært arbejde som skalkeskjul for at støtte radikale islamistiske terrorgrupper. Det skal ikke være muligt, siger DF's retsordfører, Peter Skaarup, til Berlingske.
- Det er i dag muligt at bruge humanitært arbejde som skalkeskjul for at støtte radikale islamistiske terrorgrupper. Det skal ikke være muligt, siger DF's retsordfører, Peter Skaarup, til Berlingske. Foto: Scanpix


Det skal være muligt at straffe personer, der deltager i "såkaldt humanitært arbejde", hvis arbejdet kommer terrororganisationer som Islamisk Stat til gode.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti (DF), der efter norsk forbillede vil tilføje en paragraf til den danske terrorlovgivning. Det skriver Berlingske fredag.

Mere specifikt skal det ifølge DF være muligt at straffe nødhjælpsarbejdere, der rejser til eksempelvis Irak eller Syrien og alene yder nødhjælp som uddeling af mad og tøj eller lægehjælp, der gavner en terrorbevægelse som Islamisk Stat.

- Det er i dag muligt at bruge humanitært arbejde som skalkeskjul for at støtte radikale islamistiske terrorgrupper. Det skal ikke være muligt, siger DF's retsordfører, Peter Skaarup, til Berlingske.

Med forslaget vil DF ifølge avisen gøre det nemmere for anklagemyndigheden at rejse sager mod Syrien-krigere, der under dække af at være nødhjælpsarbejdere kæmper under Islamisk Stats sorte fane.

Peter Skaarup tror ifølge Berlingske, at forslaget, hvis det bliver indført, er et vigtigt skridt mod at afskrække andre fra at tage af sted.

- Hvis vi gør det klart for alle, at det er ulovligt, vil det være med til at afskrække personer, som måske tager af sted med gode intentioner om at hjælpe uskyldige.

- Vi skal undgå, at de havner i en situation, som de ikke kan overskue konsekvenserne af, og ender med at komme til at udføre strafbare handlinger, siger han til Berlingske.

I regeringspartiet Venstre anerkender politisk ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, ifølge Berlingske, at der er en udfordring med Syrien-krigere, som dækker sig under at være nødhjælpsarbejdere.

Men som udgangspunkt vil regeringen ikke straffe nødhjælpsarbejdere, lyder det ifølge Berlingske fra den politiske ordfører.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.