DF-forslag: Ledige i tissepatruljer skal holde øje med skoleelever
Forslaget henter inspiration fra de såkaldte 'Klofrauen' i eksempelvis Tyskland.
"Således foreslår vi, at kontanthjælpsmodtagere, der jo er pligtige til at varetage et nyttejob for at få deres kontanthjælp udbetalt, henvises til at indgå i en tissepatrulje," lyder det i forslaget.
"Således foreslår vi, at kontanthjælpsmodtagere, der jo er pligtige til at varetage et nyttejob for at få deres kontanthjælp udbetalt, henvises til at indgå i en tissepatrulje," lyder det i forslaget. Foto: Scanpix/arkiv


I Vallensbæk skal ledige på kontanthjælp nu holde øje med, om skoleelever efterlader toiletter i pæn stand efter toiletbesøg. 

Det mener Dansk Folkeparti i Vallensbæk Kommune. 

Forslaget, som Dansk Folkeparti fremsætter på et kommunalbestyrelses-møde onsdag, kommer efter, at det i længere tid er væltet ind med klager over uhumske skoletoiletter på de tre skoler i kommunen på den københavnske vestegn. 

Og løsningen er altså ifølge DF at sætte kontanthjælpsmodtagere i sving. De skal i forbindelse med nyttejob indgå i såkaldte tissepatruljer, der skal holde øje med toiletterne - og gøre rent, så tissetrængende skoleelever ikke holder sig hele dagen. 

Det kan nemlig føre til inkontinens, lyder det fra Kenneth Kristensen Berth (DF), der både er EU-ordfører for DF i Folketinget og altså medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk. 

- Vi har haft enormt store problemer i Vallensbæk. Vi har brugt millioner af kroner på at renovere skoletoiletterne, og resultatet er det samme. Vi har stadig klager fra forældre, som siger, deres børn ikke vil bruge toiletterne, fordi der er urin over det hele og de lugter, siger Kenneth Kristensen Berth (DF) til TV 2.

I forslaget lyder det:

"I Dansk Folkeparti foreslår vi dette overført til skoleområdet. Således foreslår vi, at kontanthjælpsmodtagere, der er jo pligtige til at varetage et nyttejob for at få deres kontanthjælp udbetalt henvises til at indgå i en tissepatrulje på Vallensbæks tre folkeskoler. Formålet hermed er, at personerne i nyttejob skal føre tilsyn med toiletfaciliteterne på skolen, sørge for at der er rent og pænt og i øvrigt have mulighed for stilfærdigt at gøre en elev opmærksom på det, såfremt en elev efterlader toilettet i en uacceptabel forfatning."

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.