DF advarer Støjberg: Hvis indfødsretsprøve lempes, dropper vi aftale
Inger Støjberg skal i dag se, om hun kan samle partierne bag indfødsretsaftalen om at se på sidste måneds indfødsretsprøve.
- Vi vil under ingen omstændigheder være med til at ændre noget, og hvis der bliver ændret noget, så er vi ude af aftalen, siger indfødsretsordfører Christian Langballe (DF).
- Vi vil under ingen omstændigheder være med til at ændre noget, og hvis der bliver ændret noget, så er vi ude af aftalen, siger indfødsretsordfører Christian Langballe (DF). Foto: Scanpix/arkiv


Dansk Folkeparti møder frem med en blank afvisning, når partiet i dag efter planen skal til møde med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om sidste måneds indfødsretsprøve, skriver Politiken.

Både Venstre og Socialdemokratiet har krævet en hurtig omprøve og ikke mindst en nemmere prøve, så færre dumper, men indfødsretsordfører Christian Langballe (DF) er afvisende forud for mødet med ministeren.

"Vi vil under ingen omstændigheder være med til at ændre noget, og hvis der bliver ændret noget, så er vi ude af aftalen. Det er bare så enkelt, det er", siger Langballe til Politiken.

For et par uger siden skrev avisen, at en stikprøve på nogle af afholdelsesstederne viste, at blot 32 procent havde bestået. 

Det fik indfødsretsordførerne fra Venstre og Socialdemokraterne, Jan E. Jørgensen (V) og Mattias Tesfaye (S), til gå sammen om fælles krav. De mener, at dumpeprocenten er for høj, og at testen derfor skal laves anderledes næste gang.

Men fra Inger Støjberg lød meldingen anderledes.

- Det skal være en svær test, og der bliver ikke ændret på sværhedsgraden i den. Om der så skal være mulighed for at komme op til en ny prøve, som man jo så selv betaler for selvfølgelig, og at man kan komme det lidt før end ellers planlagt, jamen det vil jeg være villig til at se på, sagde hun dengang til TV 2.

Men DF er altså ikke klar til nogen former for lempelser. Sker det vil DF melde sig ud af kredsen bag den nuværende indfødsretsaftale, truer Langballe.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.