Derfor kan du nøjes med færre cremer
Ansigtspleje er en jungle at finde rundt i. Læs her, hvorfor du skal nøjes med én enkelt creme og droppe skrubberiet.
Hvis du hver dag skrubber og indsmører dit ansigt i flere forskellige cremer, er du på overarbejde. Det er slet ikke nødvendigt, mener eksperter.
Hvis du hver dag skrubber og indsmører dit ansigt i flere forskellige cremer, er du på overarbejde. Det er slet ikke nødvendigt, mener eksperter. Foto: colourbox.com/COLOURBOX.COM


Sund hud kommer indefra, men udvendige påvirkninger som vejr og klima har også betydning for, hvordan din hud ser ud, når du kigger i spejlet.

Spørgsmålet er bare, hvordan skal man pleje sin ansigtshud, og hvor mange produkter, det egentlig er nødvendigt at smøre i ansigtet.

- Mit allerbedste råd er vand, sæbe og fugt. Alene dét gør rigtig meget for huden, siger Jørgen Serup, hudlæge på Bispebjerg Hospital.

Hudplejeproducenterne gør meget for at "opfinde" specielle behov hos dig for at få dig til at købe mere. Inden man får set sig om, ligger der en dagcreme, en natcreme og et ekstra serum i kurven. Men som hovedregel er én creme til normal hud nok.

- Du kan sagtens klare dig med én creme til både kroppen og ansigtet. Den skal bare kunne fugte, siger Jørgen Serup.

Han forklarer, at huden kan have brug for mere pleje i vinterperioden på grund af det kolde vejr. Huden afgiver fugt, når temperaturen i luften falder, og derfor kan du med fordel smøre den udsatte ansigtshud ind mere end én gang om dagen.

Ifølge Jørgen Serup er der en sammenhæng mellem pris og kvalitet, men supermarkedsprodukter kan gøre jobbet fint.

Hvis du vil gå efter et bestemt indhold i din creme, findes der bestemte olier, du kan kigge efter - og de kan alle sammen noget forskelligt. Ifølge kosmetolog Ingelise Haahr skal man kigge efter produkter med tetræ-olie, hvis man har fedtet hud. Kodeordet her er at finde noget, der er talg-regulerende.

Jojoba- og mandelolie er gode allround-olier, som passer til alle hudtyper. De virker blødgørende, styrkende og fugtgivende. Olier med omega 3 og omega 6 kan virke beroligende på huden. Dog er der også enkelte olier, man skal holde sig fra, fordi de simpelthen ikke kan trænge ned i huden.

- Det duer altså ikke at smøre olivenolie i ansigtet. Oliens struktur gør, at den egner sig bedre til madlavning, siger Ingelise Haahr, der underviser på kosmetologskolen Beauty & Style i Kolding.

Både Jørgen Serup og Ingelise Haahr er enige om, at danskerne går for langt i jagten på ren og flot hud. Der er en tendens til at overpleje sin hud, og det kan have konsekvenser.

- Jeg ser, at nogle simpelthen ødelægger ansigtshuden ved at skrubbe og peele. En skrubbecreme eller skrubbehandske på kroppen kan være fint, men i ansigtet er det for voldsomt, siger Ingelise Haahr.

Fakta: Tre myter om hudpleje, der ikke holder:

- Man skal skrubbe for at fjerne døde hudceller

Faktisk kan helt almindeligt vand få døde hudceller til at svulme op og blive skyllet væk. Hvis du skrubber din ansigtshud, kan det være direkte ødelæggende.

- Jo mere pleje, des bedre

Man kan faktisk bruge for mange plejeprodukter. Så mange, at man overplejer og bruger mange penge på produkter, der ikke er nødvendige for huden.

- Alle olier kan bruges til ansigtspleje

Jojobaolies struktur er så fin, at den kan trænge ned i huden. Men for eksempel olivenolie skal altså kun i gryden eller på panden - ikke på huden.

Kilde: Jørgen Serup, dermatolog og Ingelise Haahr, kosmetolog

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.