I september blev kassedamen Yvonne Jensen fyret i Kvickly Holte på grund af en nedskæringsrunde i butikken. Men nu har hun fået et nyt job.
Yvonne takkede ja til et jobtilbud fra købmanden i Søllerød, og hun starter den 1. november, blot én dag efter hendes sidste arbejdsdag i Kvickly Holte.
Den vellidte kassedame Yvonne Jensen blev i september fyret fra sit job i Kvickly Holte. Det fik Yvonnes faste kunde Eileen Klitvad til at skrive et opslag med Yvonnes historie i håb om, at det ville hjælpe.
Det gjorde den i den grad. Facebook-opslaget om Yvonne nåede flere tusinde mennesker, og én af dem var Ali Filikci, som ejer Købmanden i Søllerød, og det er et job hos ham, Yvonne nu har takket ja til.
- Forløbet har været helt smertefrit og lige efter bogen. Vi tilbød hende jobbet, og hun sagde, at hun lige ville tænke over det. Det fik hun selvfølgelig lov til, og så ringede hun i weekenden og sagde, at hun gerne ville takke ja, siger Ali Filikci til TV2 Lorry.
Ali Filikci oplyser til TV2 Lorry, at han tilbød hende jobbet, efter han havde hørt mange gode ting om hende. På Yvonnes nye arbejdsplads vil hun få samme vilkår og timer, som hun fik på sin tidligere arbejdsplads.
- Hendes primære funktion bliver at gøre det, hun er god til. At yde en god service og gøre kunderne trygge, siger Ali Filikci til TV2 Lorry.
TV 2 Lorry har uden held forsøgt at få en kommentar fra Yvonne Jensen.