82-årige Ulla Sørensen lider af Alzheimers og er stærkt dement. Og ved et uheld kom hun til at ødelægge en dør på plejecenteret, hvor hun bor.
Den 82-årige prøver ofte at stikke af, og det var netop sådan et flugtforsøg, der gik galt, og hun fik ødelagt en terassedør. Det skriver Sjællandske Medier.
"Heldigvis kom min kone ikke til skade. Hun kunne jo have skåret sig, men glasset faldt bare ud uden at blive knust og landede på græsset udenfor," siger hendes mand Poul Sørensen.
Reparationen af døren kommer til at koste 5000 kroner.Men der er ikke nogen, der vil betale. Hverken kommunen, der har anvist Ulla Sørensen en bolig på Skovvang, boligforeningen, som ejer plejecentret, eller ægteparrets forsikringsselskab vil betale for skaderne.
Poul Sørensen er endnu ikke officiel værge for sin demente hustru, men han har søgt om at blive det og er på grund af hustruens tilstand reelt den, der tager sig af alt, hvad der vedrører hendes økonomi.
I forvejen betaler den 82-årige pensionist omkring 12.000 kroner om måneden for at have Ulla boende på plejecenteret.