De Radikale vil holde V fast på halvering af færgepriser
Borgmestrene fra fem danske øer får støtte fra De Radikale: Færgepriserne skal sættes ned.


Før valget havde borgmestrene på de danske øer udsigt til at få markant billigere færgebilletter til gavn for blandt andet turisterhvervet på øerne.

Efter valget har tøvende meldinger fra den nye V-regering dog skabt så meget bekymring, at borgmestrene har henvendt sig direkte til indenrigsminister Karen Ellemann (V). Torsdag mødes parterne for at diskutere, om øerne har udsigt til lavere færgepriser.

Forud for mødet får borgmestrene støtte fra De Radikale, som vil presse V-regeringen til at gøre det billigere at besøge de danske øer, siger partiets transportordfører, Andreas Steenberg.

- Vi ønsker at halvere færgepriserne til Danmarks øer uden for højsæsonen. Det er godt for turismen, og det vil gøre det mere attraktivt at bosætte sig og drive virksomhed på øerne, siger Andreas Steenberg.

De fem ø-borgmestre fra Bornholm, Læsø, Samsø, Ærø og Fanø har over for indenrigsminister Karen Ellemann (V) krævet at få indført det såkaldte landevejsprincip.

Det betyder, at det skal koste det samme at køre på landevej som at tage færgen.

Med andre ord skal der ifølge borgmestrene bruges penge på at ligestille øerne med andre dele af Danmark.

Venstres transportminister, Hans Christian Schmidt, var før valget en varm fortaler for landevejsprincippet, men han har efter valget været mere forsigtig. Det har især skabt uro på øerne, at Hans Christian Schmidt til TV2 Bornholm har udtalt:

- Jeg har spurgt i mit ministerium. Meldingen er, at pengene er ikke afsat. Der ligger ikke nogen aftale. Derfor får man ikke mig til at love noget. Jeg er nødt til at have fast grund under fødderne.

De Radikale fastholder, at en del af penge allerede er afsat, og at Venstre bør være med til at finde resten på finansloven for 2016:

- Det ærgrer mig grumme, at transportministeren ikke har mod til at prioritere området nu. Pengene ligger der blandt andet i vækstaftalen fra sidste år, siger Andreas Steenberg og tilføjer:

- Hans Christian Schmidt sagde før valget, at det handlede om prioritering og at det var småpenge, om man vil gøre noget for menneskerne på øerne eller ej. Og nu har han muligheder for at gennemføre det.

- Det er skuffende, og det viser, at Venstre har lovet en masse uden at have evnerne til at gennemføre dem, siger Andreas Steenberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.