Danske forbrugere bruger løs trods fremtidsfrygt
Økonomien står midt i et paradoks. Tilliden til økonomien falder, men alligevel bliver der brugt flere penge.
Danskerne er mere frygtsomme i forhold til økonomien, men bruger alligevel flere penge.
Danskerne er mere frygtsomme i forhold til økonomien, men bruger alligevel flere penge. Foto: Colourbox/Free


Danskernes tillid til økonomien er faldet kontinuerligt det sidste lange stykke tid. Det plejer at betyde, at forbruget falder. Men nervøsiteten til trods stiger detailsalget.

Tirsdag viser tal fra Danmarks Statistik, at forbrugertilliden er faldet til det laveste niveau i tre år. Samtidig viser tal, at detailsalget er på sit højeste i fem.

- Der har været rigtigt meget fokus på politisk usikkerhed de sidste par måneder. Ude i verden har der været brexit og Trump er blevet valgt.

- Men også i Danmark er den politiske situation fastlåst. Det har gjort folk mere usikre i forhold til landets økonomi, siger cheføkonom ved Dansk Erhverv Steen Bocian.

Tal for forbrugertilliden bliver udregnet ud fra svarene på en række forskellige spørgsmål.

Og netop på de brede spørgsmål, om hvordan de adspurgte ser på Danmarks økonomiske situation i forhold til for et år siden og om et år, trækker voldsomt ned i tilliden.

Til gengæld er vurderingen af familiernes egen økonomiske situation blevet bedre.

- Så folk er forholdsvis fortrøstningsfulde omkring deres egen økonomiske situation, og det er det vigtigste. Vi reagerer mere på vores egen økonomi end de store linjer.

- Folk oplever stadig lave renter, stigende boligpriser, stigende realløn og flere job. Så det er svært at være pessimist på forbrugets vegne, siger Steen Bocian.

Et forsat solidt privatforbrug er vigtig for Danmarks økonomi.

Eksporten og privatforbruget er de to vigtigste drivere for økonomien, og førstnævnte bidrager ikke med meget lige for nuværende.

- Der er rigtig god plads til forbrugsvækst i øjeblikket. Der er intet, der indikerer, at forbruget er ved at køre ud over rampen, så det vil være rigtigt fint, hvis det steg.

- Der er plads til en stigning, og det vil skabe job og produktion, siger Steen Bocian.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.