Dansk trio satser på erotisk pop ved festival
De ved godt, at de byder på mere flødepop end de typiske festival-bands. Men Scarlet Pleasure er klar til at give publikum en ægte fest.
Scarlet Pleasure består af Joachim Dencker på trommer (yderst til venstre), forsanger Emil Goll (midten) og Alexander Malone på bas (til højre).
Scarlet Pleasure består af Joachim Dencker på trommer (yderst til venstre), forsanger Emil Goll (midten) og Alexander Malone på bas (til højre). Foto: MARIE HALD/POLFOTO


Succesen har været markant for trioen Scarlet Pleasure, siden de for alvor brød igennem med nummeret "Windy" i 2014. Nu byder sommeren på en masse festival-jobs for trioen, der godt ved, at de måske ikke er det typiske festival-band.

- Jeg tror, vi skiller os lidt ud. Vi er lidt mere poppede, siger Emil Goll, der er forsanger til Ritzau Fokus. Han bliver hurtigt suppleret af bandets trommeslager, Joachim Dencker.

- Vi er det poppede erotiske indslag. Vi er ikke bange for at få folk til at klappe med og tage trøjen af nogle gange, griner han.

Lørdag går det løs på årets NorthSide festival i Aarhus, og selvom bandet beskriver festivalen som en af de mere smagsbevidste af slagsen og nerverne begynder at kunne mærkes, så er de overbeviste om, at de nok skal få lokket festivalgæsterne med til en vaskeægte popfest.

- I sidste ende er vi alle sammen bare mennesker, der godt kan lide at feste, siger Emil Goll.

Trioen forklarer, at de stadig kun er i "honeymoon-fasen", når det kommer til antallet af festivaler, de har spillet på, men at det alligevel er noget helt særligt.

- Det summer derude med god stemning, og folk er i et andet gear. Det er kærlighed på en anden måde, siger Alexander Malone, der er bandets bassist.

- Det er et rush, når man ser, at der står 5000 mennesker. Når man har siddet hjemme på drengeværelset og øvet sig, har man jo også altid forestillet sig, at der stod et kæmpe publikum, tilføjer Joachim Dencker.

Selv er de tre fyre også store festivalfans og deres bedste festivalminde fandt sted på Roskilde Festival.

- Så sent som sidste år stod vi alle sammen som nogle små teenagepiger og græd til Stevie Wonder og syntes, at det var helt vildt, siger Alexander Malone.

- Med Stevie Wonder gik det bare op i en højere enhed, vi har hørt alt hans musik så meget, at det er bare lyden af ens barndom. Da han åbnede munden begyndte vi bare at flæbe. Jeg troede først, at det kun var mig, men så kiggede jeg over på de to andre, og de stod også og græd, siger Emil Goll.

Scarlet Pleasure spiller lørdag på NorthSide klokken 16.30. Desuden spiller bandet i år på Nibe Festival og Smukfest.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.