Dansk Supermarked løfter salget
I løbet af 2014 løftede Dansk Supermarked sin omsætning, mens overskuddet på driften blev fastholdt.
Dansk Supermarked omsætter for mere, men fastholder overskuddet  på samme niveau. Arkivfoto.
Dansk Supermarked omsætter for mere, men fastholder overskuddet på samme niveau. Arkivfoto. Foto: Colourbox/ERWIN WODICKA - WODICKA@AON.AT


Der var fremgang sidste år hos landets største detailhandelsvirksomhed, Dansk Supermarked, som mandag har præsenteret sit regnskab for 2014.

For hele sidste år endte omsætningen på 57,074 milliarder kroner. Det er en stigning i forhold til året før, hvor Dansk Supermarked omsatte for 56,857 milliarder kroner.

Virksomheden fastholdt et resultat før finansielle poster på omkring 2,4 milliarder kroner, som var stort set tilsvarende overskuddet i 2013.

Virksomhedens administrerende direktør, Per Bank, betegner sidste års resultat som tilfredsstillende.

- Årets resultat er endnu et skridt i retningen af at indfri vores ambition om at blive en ledende retailer inden for alle vores koncepter målt på kundetilfredshed, finansielle resultater og medarbejdertilfredshed, siger han i en pressemeddelelse.

Kigges der tilbage på sidste år, var det præget af Salling Fondenes tilbagekøb af Dansk Supermarked, Nettos genindtræden på det britiske marked samt den færdige implementering af it-systemet SAP på tværs af de fem lande, som koncernen opererer i.

- I forhold til alle tre aktiviteter har der været forbundet betydelige, ekstraordinære omkostninger, som den øvrige drift i 2014 formåede at kompensere for, oplyser Dansk Supermarked.

Desuden var sidste år præget af, at det danske marked for dagligvarer voksede beskedent og var karakteriseret ved deflation, pres på priserne og stigende konkurrence, skriver Dansk Supermarked.

- Trods generel vækst i Danmark, stigende forbrugertillid og øget forbrug samlet set var vækstraten på dagligvaremarkedet sidste år den laveste i fire år, lyder det fra virksomheden.

Ifølge Dansk Supermarked var udviklingen på detailmarkedet præget af et fortsat skift mod øget handel i discountsegmentet på bekostning af supermarkederne, og udviklingen ventes at fortsætte i 2015 - om end i et lavere tempo.

Dansk Supermarked beskæftiger cirka 45.000 medarbejdere fordelt på fem lande, heraf cirka 35.000 i Danmark. Ud over Netto omfatter virksomheden blandt andet Føtex og Bilka.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.