Dansk prisvindende skuespiller død
Lene Tiemroth er død. Hun filmdebutterede sammen med Dirch Passer og fik en Bodil for sin rolle i "Italiensk for begyndere".
Et udateret billede af Lene Tiemroth.
Et udateret billede af Lene Tiemroth. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix/arkiv


De fleste kender nok Lene Tiemroth for sin rolle i "Italiensk for begyndere", som er en af de bedstsælgende danske film i nyere tid.

Nu er Lene Tiemroth død, 73 år. Det skriver Politiken.

Lene Tiemroth blev uddannet skuespiller fra Det Kongelige Teaters Elevskole i 1966 og udførte en stor del af sit professionelle virke på teatrene, men fik for sin rolle som moren til frisøren Karen en Bodil for bedste birolle.

Hun film-debutterede samme år, som hun blev uddannet og spillede sammen med Dirh Passer i "Pigen og greven" fra 1966.

Hun medvirkede desuden i en række tv-serier - blandt andet i "Nikolaj og Julie", "En by i provinsen" og "Rejseholdet" - ligesom hun har været på plakaten på flere af landets revy-scener.

Som skuespiller spillede hun blandt andre Sonja i Tjekhovs "Onkel Vanja" i 1969 og Lady Macbeth i Shakespeares kendte drama i 1982.

I slutningen af 00'erne valgte Lene Tiemroth at stoppe karrieren på grund af sit helbred, skriver Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.