Dansk OL-håb brækker kravebenet før VM
Simone Tetsche Christensen kom galt af sted ved weekendens World Cup-stævne i Holland.


Det danske OL-håb Simone Tetsche Christensen kom til skade, da hun i weekenden deltog ved et World Cup-stævne i Holland.

BMX-køreren brækkede kravebenet, meddeler hun.

- Hele weekenden kæmpede jeg med at være syg, så var stolt over at komme til semifinalen, hvor jeg desværre væltede.

- Hård weekend, men skal nok blive klar igen. Skal se Team Danmark-specialister i ugen og se, hvad planen bliver, skriver Simone Tetsche Christensen på Facebook.

Den 22-årige dansker havde et forrygende 2015, hvor hun vandt guld ved European Games, sølv ved EM og bronze ved VM.

I december sidste år blev hun kåret som Årets Fund i dansk idræt.

Simone Tetsche Christensens skade kommer, få uger før hun skal deltage ved VM i Colombia.

VM, der bliver afholdt fra den 25. maj til den 29. maj i Medellin, indgår også som en del af OL-kvalifikationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.