Dansk Industri: PSO-aftale holder fokus på grøn omstilling
Et farvel til PSO-afgiften bliver godt for det danske erhvervsliv og arbejdsmarked, mener Dansk Industri.


Den aftale om afskaffelse til PSO-afgiften, der torsdag aften er faldet på plads, vil gøre godt i dansk erhvervsliv og skabe job. Det forudser Tine Roed, der er direktør i Dansk Industri (DI).

PSO opkræves som en afgift på forbrugernes og virksomhedernes elregning, og pengene går til at betale for omstillingen til vedvarende energi.

EU har underkendt den danske model. Derfor er Danmark blevet pålagt at fjerne eller ændre modellen inden årsskiftet.

Samtlige af Folketingets partier minus Enhedslisten og Alternativet har torsdag aften aftalt en finansiering af en afskaffelse afgiften.

I Dansk Industris øjne er det lykkes at fjerne PSO-afgiften uden at stille sig i vejen for omlægningen fra fossile til bæredygtige energikilder, der også kaldes den grønne omstilling.

- Med aftalen fastholder vi samtidig kursen i den grønne omstilling. Vi bygger de billigste havvindmøller i verden, og det fremmer markedet og nye investeringer i grøn energi, siger DI-direktøren.

Lignende toner kommer fra Dansk Energi. Direktør Lars Aagaard venter, at Danmark indkasserer en "vækstgevinst af de helt store".

Han ser PSO-afgiftens exit som et skridt i den rette retning for klimaet. Det vil nemlig gøre det muligt for el at tage kampen op de steder, hvor der benyttes fossile brændstoffer.

- Det gør vi i transportsektoren og i opvarmning. På begge områder er der ved at være konkurrencedygtige el-alternativer. Vi kan varme vores huse med en varmepumpe. Vi kan få biler, der kører på el, siger Lars Aagaard.

- Der betyder noget, at el har været langt hårdere beskattet end de energiformer, det skal konkurrence med.

I aftalen står der, at PSO-afgiften udfases over en årrække. Det ærgrer Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, der ellers også glæder sig over aftalen.

- En hurtigere udfasning ville i højere grad have banet vejen for, at vi kunne bruge mere el i fjernvarmen, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.