Dansk forskning: Abort-boom når ledigheden stiger
- Tallene er ikke voldsomme. Men de er så store, at det ikke er nogen tilfældighed, siger Laust Hvas Mortensen til Fagbladet 3F.


Antallet af spontane aborter stiger, når ledigheden også har udsigt til at stige. 

Det viser en ny undersøgelse, som en dansk og to amerikanske forskere står bag.

Det danske islæt, lektor på Københavns Universitet Laust Hvas Mortensen, har med sine kolleger undersøgt antallet af spontane aborter fra januar 1995 til december 2009 og sammenlignet med udviklingen i ledigheden. Der var i perioden 157.449 spontane aborter i Danmark - og altså flere i de måneder, hvor udsigten til arbejdsløs var større.

- Tallene er ikke voldsomme. Men de er så store, at det ikke er nogen tilfældighed, siger Laust Hvas Mortensen til Fagbladet 3F. 

Forskerne kender ikke med sikkerhed baggrunden for det stigende antal aborter. Men bekymringen for ledighed ser ud til at stresse de gravide kvinder, lyder det.

- Det kunne være interessant at undersøge, om det er særlige grupper af kvinder, der får flere aborter. Er det for eksempel de kortuddannede kvinder på vej ind på arbejdsmarkedet eller de, der er på kanten af arbejdsmarkedet, siger Laust Hvas Mortensen.

Tidligere undersøgelser i lande som for eksempel USA, Latinamerika og Kina vist, at nedgang i samfundsøkonomien fører til flere aborter. Det overrasker forskerne, at det samme nu kan påvises i Danmark, hvor der er større social sikkerhed ved arbejdsløshed end i andre lande.

Undersøgelsen er netop offentliggjort i det internationale videnskabelige tidsskrift "American Journal of Epidemiology".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.